Cool jewellery // By PrettyUgly

PLACES TO VISIT IN AARHUS

Indlægget her er en lille liste over mine favoritsteder i Århus; jeg har lagt mærke til, at flere af jer i bloggerverdenen er begyndt at studere i Århus, så jeg tænkte, at jeg ville komme med mine bud på de gode steder i byen, hvis I nu skulle have brug for lidt inspiration 😉 Jeg er selv født og opvokset i Århus, så jeg kender nok til det meste i byen, men jeg er lidt typen, der altid kommer de samme steder, fordi det føles trygt, I ved.

Nå, men her er listen over mine yndlings steder (af dem jeg kan huske lige nu), som jeg synes er værd at tjekke ud:

Caféer/spisesteder:

Café Hollywood (Ny Banegårdsgade 47) – Det har været lidt af et stamsted i min folkeskole/gymnasie-tid; helt vildt hyggeligt sted med lækre retter og desserter!

The Diner (M.P Bruuns Gade 42) – Amerikansk inspireret restaurant, som laver lækre burgere og især (!) pomfritter! Og husk at bestille chili mayo til fritterne. Plus Oreo milkshake!

Charlie?s (Guldsmedgade 17) – De er ret kendte for deres sandwiches, men dem har jeg desværre ikke smagt endnu. Men deres smoothies er vildt gode, og der er mange forskellige at vælge imellem! Og så har de en hyggelig baggård, man kan sidde i, når vejret er til det.

Jacobs Bar BQ (Vestergade 3) – De laver virkelig god pita! De laver det hele fra bunden, og det bliver tilberedt, mens man ser på. Lækkert frokoststed!

Café Underground (Sankt Clemens Stræde 7) – Det her er også et folkeskole-stamsted. For mig betyder Café Underground vafler og pandekager! Især vafler.

Cross Café (Åboulevarden 66) – Jeg synes, at det her sted efterhånden er ved at blive intetsigende for mig – det er blevet lidt for “mainstream”, hvis I forstår. MEN hvis man skal spise morgenmad i byen og gerne vil have, at det er godt og billigt, så er det her the place to go.

Café Alimento (Åboulevarden 45) – Det her er en rigtig lækker mexikansk restaurant! Meget lille, intimt sted og deres mad smager skønt. Og deres nachos er de bedste i byen! Jeg har efterhånden spist nachos på MANGE caféer/restauranter, og det her sted gør det altså bedst, hvis I spørger mig. Ualmindeligt sprøde nachos, mums!

Oplevelser:

Århus Minigolf (på taget af Bruuns Galleri og ved Åboulevarden 52) – Hvis I er til minigolf ligesom mig, så besøg disse to steder. Om torsdagen er det gratis for studerende, så det er win.

Sharks (Frederiksgade 25)- På Sharks kan du både få mad, drinks og spille pool, bordfodbold, dart og alt muligt andet. Jeg er især fan af at spille pool her!

Studenterhus Aarhus (Nordre Ringgade 3) – Her sker en masse fede ting og sager, så vil anbefale at tjekke deres program ud på deres hjemmeside. Alt fra koncerter til foredag til studievenlige priser og nogle gange gratis!

ARoS (Aros Allé 2) – Ja, I kender nok alle det her sted – men jeg blev nødt til at skrive det på listen alligevel, fordi det er mit yndlings museum i Århus. Kom afsted hvis du ikke har været der før!

Radar (Skovgaardsgade 3) – Radar er et spillested, hvor det for det meste er nye talenter, der kommer og spiller. Jeg elsker at tage til koncerter, og jeg har været her et par gange, og jeg er ret glad for det. Det er ikke særligt stort, men virkelig hyggeligt og her får man en intim koncertoplevelse.

Øst For Paradis (Paradisgade 7) – Det her er min yndlings biograf, og det har det været siden, jeg var ret lille. Det er en meget gammel biograf, og der er virkelig noget nostalgisk over det sted. De viser ikke bare de nyeste film, men også de mere alternative film, som fortjener opmærksomhed.

Grossererbadet (Spanien 1) – Grossererbadet er samme sted som Badeanstalten Spanien, så her kan du både svømme baner og få en lækker wellness oplevelse på øverste etage i grossererbadet. Det er et godt sted at komme, når du trænger til lidt forkælelse; her kan du både prøve at komme i polarbad, sansebad, dampbad og andre bade. Og så koster det ikke mere end 85 kr.

DGI-Huset (Værkmestergade 17) – I DGI-huset har de forskellige hold som andre fitness centre, og dem har jeg været tilfreds med, men det jeg særligt godt kan lide ved det her sted er, at de har klatrevægge! Jeg synes, det er ret sjovt (og hårdt), så når man bliver træt af de samme hold igen og igen, så kan man prøve at klatre; det kan kun anbefales.

Butikker:

& Other Stories (Vestergade 4) – Butikken åbnede i Århus i slutningen af August, så den er ret ny. Det er helt klart den flotteste butik, vi har her i Århus, så den er bestemt et besøg værd! ALT er lækkert derinde.

H&M (Store Torv 3) – Ja, der er jo efterhånden en million H&M butikker i Århus, men denne på Store Torv er altså den bedste! Det er dem, der har de flotteste varer – tag derind så I kan se hvad jeg mener.

Topshop i Magasin (Immervad 2-8) – Jeg ELSKER Topshop. Jeg synes ikke, jeg behøver at sige mere. Det er ikke alle, der ved, at Magasin har en etage med en Topshop-afdeling, så det er vigtigt, det lige kom på min liste.

– Hvad synes I om min liste? 🙂 Jeg håber, det er noget I kan bruge! Og skriv gerne jeres egne yndlings steder i Århus i en kommentar; jeg er jo nysgerrig 😉

Follow my blog with Bloglovin

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Cool jewellery // By PrettyUgly