World Class nytårsdrinks

2017 – ÅRET DER GIK

Så er det tid til årets sidste indlæg her på bloggen! 🙂

Jeg synes, at 2017 er omme så hurtigt, men sådan har jeg det hvert år; tiden går altså bare så stærkt, at man næsten ikke kan følge med. Det er ikke sikkert, at I kan huske det, men i januar lavede jeg en to do liste til mig selv for 2017, altså en liste over punkter, som jeg gerne ville sætte flueben ud for i slutningen af året. Nu er det så blevet tid til at se tilbage på den liste for at se, om jeg har opnået det jeg ville, her i 2017 (link til indlægget med min liste https://metowefashion.dk/2017/01/10/2017-to-do-list/. )

Her er min liste og mine kommentarer til punkterne – det bliver spændende at se, hvilke punkter der består med flueben 😉  :

I 2017 vil jeg

  • ? have mig et fedt job! – Woohoo, et kæmpestort flueben ved dette punkt! 4. december landede jeg et skønt job hos BAUHAUS som projektmedarbejder, og jeg er superglad for at arbejde der, så bedre bliver det ikke.
  • ? tage til flere forskellige arrangementer! – Jeg har nok ikke været til en del flere arrangementer, end jeg plejer, men jeg vil sige, at jeg har været til lidt ekstra, fordi Aarhus har været kulturhovedstad i år; jeg har bl.a. været til et stort modeshow på havnen og jeg har været til en mini-modefestival også på havnen. Jeg elsker den slags events, og så længe de er der, så vil jeg selvfølgelig gerne med til dem.
  • ? prøve mange af de nye spisesteder i Aarhus! – Jeg gad virkelig godt, jeg kunne sætte flueben ved dette punkt, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke har prøvet mange nye spisesteder i år. Der er dog ét spisested, jeg prøvede for første gang i år og som jeg ikke kan glemme; Café Gemmestedet. Her kan man få lækker brunch og alt muligt andet til ingen penge, så det er bestemt et besøg værd. 
  • ? rejse til udlandet mindst 1 gang! – Stort flueben her også! I marts var jeg på familietur i Budapest og i maj var jeg på familietur i Tyrkiet, bl.a. Istanbul, hvor jeg fejrede min fødselsdag på et luksushotel med familie og god mad.

  • ? prøve noget, jeg aldrig har prøvet før! – Det her punkt er jo rimelig bredt, men jeg kan se i mit gamle indlæg med min liste, at jeg nævner, at det fx kunne være at blive korthåret. Og det blev jeg! Jeg fik kort hår i marts, og jeg har været så glad for det, at jeg har besluttet mig for at bevare min korte frisure i noget tid endnu. Det føltes så underligt i starten at have mistet så meget hår, men nu er det bare så lækkert, synes jeg.

  • ? forkæle min krop lidt mere! – Jeg har prøvet at få massage hos en fysioterapeut, og så har jeg fået mig en tørbørste fra Karmameju, så lidt forkælelse har min krop da fået. Men lidt ekstra wellness måtte der da godt have været i 2017. 
  • ? på musikfestival! – Jeg var til min første Tinderbox Festival i Odense i år, og det var SÅ fedt! Alt for mange fede kunstnere, gode drinks og god mad og sjove stunder med venner, så det var alt i alt en skøn oplevelse. 
  • ? blive bedre til at fotografere og måske endda investere i et mere prof kamera! – Jeg synes selv, at jeg har taget nogle ret imponerende ferie-billeder i år, så man kan vel godt sige, at jeg er blevet lidt bedre til at fotografere, men jeg har desværre ikke fået investeret i et mere prof kamera. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvilket kamera jeg skal have, men jeg har gjort det til min mission at finde det perfekte kamera i 2018.

Det var så den liste! Jeg er kommet ret godt omkring de ting, jeg gerne ville opnå i 2017, så man kan vist godt sige, at 2017 har været en succes. Jeg vil lave en liste for 2018 også, når vi er kommet ind i det nye år – jeg synes, at det er ret hyggeligt med den type lister, og det er jo altid sjovt at se tilbage, når året er gået.

Jeg vil ikke sige så meget mere end at jeg tror på, at 2018 bliver et skønt år med masser af nye oplevelser, og så vil jeg selvfølgelig ønske jer allesammen et rigtig godt nytår! Jeg er rigtig glad for, at I følger med, og jeg glæder mig til at dele endnu mere med jer på bloggen i det nye år.

Vi blogges ved i 2018! 🙂

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

World Class nytårsdrinks