2017 - ÅRET DER GIK

2018 // TO-DO LIST

2018-nytår-mål

Rigtig god søndag fra bloggen!

Så har jeg endelig tid til at sætte mig ned og skrive min to do liste for 2018. Jeg kan godt lide at skrive ønsker, drømme og mål ned for det igangværende år, som man inden det næste år kan se tilbage på; hvilke punkter på listen er blevet en realitet og hvilke punkter skal man stadig arbejde på i det næste år? Min liste for i år bliver anderledes i forhold til sidste års liste, og det tænker jeg, er et godt tegn: nyt år, nye udfordringer!

I 2018 skal jeg…

  1. Læse flere bøger! Jeg får desværre ikke læst så meget, som jeg gerne vil – men jeg har fundet ud af, at jeg er meget bedre til at komme igennem bøger, når jeg får lyttet til dem. Derfor har jeg netop bestilt en tablet, som jeg mest vil bruge til lytning af lydbøger. Det ser jeg frem til!
  2.  Træne oftere! Jeg er lidt træt af, at jeg kommer ind og ud af en god rutine hele tiden, så jeg skal have fundet en træningsrutine, som jeg bliver ved med at holde fast i. Lige nu er det mest i weekenderne, jeg får trænet, fordi jeg arbejder fuldtid i hverdagene, men jeg vil så gerne træne efter arbejde også – så det skal jeg lige have gjort noget ved.
  3. Spare op! Der er specielt to ting, jeg gerne vil spare penge op til: et godt kamera og en rejse i januar 2019. Jeg har længe drømt om et mere professionelt kamera, så jeg håber, at jeg kan få mig et i år. Med hensyn til rejsen ved jeg ikke hvor til endnu – jeg går dog og tænker på noget yoga retreat fx i Indien eller Maldiverne. Det kunne være en helt fantastisk oplevelse, og jeg bliver mere og mere vild med yoga, så derfor kunne det være oplagt med sådan en rejse, men nu må vi se.  Det er jo ikke helt billigt med den slags rejser, men man må jo heldigvis gerne drømme.
  4.  Prøve noget, jeg aldrig har prøvet før! Det kunne fx være at melde mig til et kursus i madlavning eller at rejse til en by eller et land, som jeg ikke har besøgt før. Der er mange muligheder!
  5.  Være mere aktiv på bloggen! Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg SKAL opdatere bloggen med nye indlæg hver uge. Jeg tænker mindst 2 indlæg om ugen, det må være et realistisk mål. Bloggen betyder meget for mig, og jeg hader at forsømme den indimellem, men nogle gange er der hverken inspiration eller overskud i mit hoved, og så opstår der stilhed på bloggen. Men jeg vil gøre mit bedste for at give lyd fra mig herinde hver uge.
  6. Have flere madoplevelser! Jeg elsker mad og jeg elsker at smage nye og anderledes retter! Jeg er på ingen måder kræsen, så jeg er ret åben over for det meste. Jeg er især vild med det asiatiske køkken, så det køkken kunne jeg godt tænke mig at dykke lidt dybere i; jeg har fx aldrig smagt ramen, så det tænker jeg, at jeg skal prøve her i år.

Det er så dette års liste! Det blev ikke til helt vildt mange punkter, men så kan jeg også være mere fokuseret og arbejde mere koncentreret på de få punkter, der nu er.

Hvordan har I det med to do lister for året (ellers nytårsforsætter kan man måske også kalde det), er det noget, I laver/går op i? 🙂

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

2017 - ÅRET DER GIK