Alle Indlæg Af

Aarhuspigen

Kom i form med en vanecoach hos Aarhus PT Studie

Indlægget er sponsoreret / skrevet i samarbejde med Aarhus PT Studie

Vi er over halvvejs inde i januar måned; måneden, hvor alle træningscentre bliver overfyldte med mennesker, der gerne vil have en sund start på det nye år… Der er så mange forskellige træningsformer efterhånden, så der er noget for de fleste – størstedelen vælger uden tvivl populære fitnesskæder som Fitness World, mest af alt fordi de er gode til at sænke priserne i forbindelse med det nye år. Det giver selvfølgelig god mening at gå efter den billigste måde at komme i form på, men den billigste løsning er ikke altid den mest effektive løsning. Jeg har selv prøvet lidt forskelligt og for mit vedkommende vil jeg sige, at det fungerer bedst for mig med holdtræning, hvor jeg træner sammen med en instruktør plus andre træningsglade mennesker, helst på hold som bodyfit og yoga. Det motiverer mig at træne med andre og at have en instruktør, som fortæller mig, hvad det er, jeg helt nøjagtigt skal lave af øvelser. Det der med at træne alene med en masse forskellige maskiner, det har aldrig givet mig særligt meget – og det er nu også lidt kedeligt, synes jeg 😉

Men så findes der jo også noget helt andet, for folk som hverken kan lide at træne selv eller at gå på hold, nemlig en personlig træner, eller vanecoach, som det hedder hos Aarhus PT Studie. Jeg har aldrig hørt om en vanecoach før, men når man tænker over det, så giver det jo faktisk god mening, at det hedder en vanecoach. En sund og fit krop hænger selvfølgelig sammen med en sund livsstil, og den sunde livsstil bunder i vaner. Hvis man har svært ved at skifte sine dårlige vaner ud med de gode, kan man heldigvis få hjælp til dette – eksempelvis hos en vanecoach i Aarhus PT Studie. Her kan du blive tilknyttet en vanecoach, der er den helt rigtige for dig og på denne måde kan du få dig nogle helt nye vaner, som vil styrke både krop og sind. Nogle gange skal man have hjælp udefra til at komme i form, spise sundere osv. og for at de nye, sunde vaner kan komme helt under huden, kan det blive nødvendigt med noget coaching. Hvis du synes, det lyder som lige præcis det, du har brug for her i det nye år, så kan du med fordel læse mere omkring vanecoaches hos Aarhus PT Studie lige her: Få hjælp af en vanecoach

Har I hørt om vanecoaches før og er det noget, I kunne overveje at prøve? 🙂

Update på nytårsforsæt (to do-liste) fra 2018

nytårsforsæt-mål-drømme

Long time no see, I know…

Jeg har haft en god, lang pause fra blogging (og egentlig også Instagram), og det har været ret rart og tiltrængt. Det der med konstant at skulle opdatere og være på, prøve at tage de perfekte billeder, som man alligevel ikke er helt tilfreds med selv og føle sig forpligtet til at give sine følgere noget, så de ikke mister interessen for én, det fik jeg pludselig nok af; det er jo faktisk noget af et pres, og i en periode hvor jeg fokuserede meget på mig selv og min indre ro, blev det helt naturligt for mig ikke at være så optaget af blogging og de sociale medier. Min FOMO (Fear of missing out) forsvandt, og jeg havde pludselig hverken lyst til eller behov for at tjekke Instagram hver dag. Så dejligt at kunne nyde nuet og slet ikke tænke på at dele et måltid eller en kjole på sin Instagram, fordi det jo er noget man bør gøre, når man er blogger/instagrammer – eller det er jo det, der forventes af én…

Men indlægget her skulle egentligt handle om noget andet. Jeg har de sidste to år lavet to do-lister (nytårsforsæt kan man vel også kalde det), men i år vælger jeg at lade være med at lave en liste. Der er intet i vejen med lister og nytårsforsæt, men lige i år har jeg ikke som sådan behov for det. Men jeg vil selvfølgelig rigtig gerne kigge tilbage på min liste fra 2018 for at se, om jeg overhovedet kan sætte flueben ud for mine punkter. Dét bliver spændende!

Hvis man er nysgerrig, kan man læse hele min 2018 to do-liste her http://metowefashion.dk/2018/01/14/2018-to-do-list/

  1. Fik jeg læst flere bøger i 2018? Jeg må nok erkende, at det fik jeg ikke gjort, nej. Det startede meget godt, men den sidste halvdel af året fik jeg stort set ikke læst noget. Oh well, sådan kan det gå. Jeg er heldigvis ikke typen, der er hård ved sig selv, når det hele ikke går som det skal.
  2. Har jeg fået trænet oftere i 2018? Ja, det tror jeg faktisk, jeg har! Eller jeg har i hvert fald fået mig en god rutine, hvor jeg træner hver tirsdag, og nogle gange torsdag eller lørdag. Så det har fungeret helt fint, synes jeg. Bonusinfo: Jeg tilmeldte mig en prøveperiode hos YO Studios, hvor jeg fik prøvet anderledes og spændende hold som ballet og barre-træning. Jeg fik godt nok en slem skade efter ballet (wow, det er en hård sport!), men det var super sjovt – så jeg regner med at melde mig ind i YO Studios igen engang til sommer.
  3. Har jeg fået sparet op i 2018? JA, det har jeg, og ved I hvad? For de penge jeg har sparet op, skal jeg på yoga retreat på Bali i 12 dage i maj! 😀 Jeg bookede rejsen denne uge, og det føles helt surrealistisk! Det bliver så vanvittigt skønt, og jeg er så glad og stolt over, at jeg formåede at spare op, så jeg kunne forkæle mig selv med en lækker rejse som god 30-års gave til mig selv. Så mangler jeg bare at købe det helt rigtige kamera, men det har jeg lige et par måneder til…
  4. Fik jeg prøvet noget i 2018, jeg ikke har prøvet før? Ja, det har jeg. Der er nok flere ting, men jeg prøvede endelig at træne ballet, som var min drøm at gå til som barn. Derudover var jeg i Grækenland i sommerferien, og jeg havde længe drømt om at rejse dertil, så det er jeg glad for, jeg kan få krydset af min liste.
  5. Har jeg været mere aktiv på bloggen i 2018? Ej, det har jeg jo så på ingen måde. Men det synes jeg heldigvis, er helt okay. Bloggen skal aldrig være en stress-faktor, og sådan føltes det nok lidt for mig, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Fremover vil jeg kun blogge, hvis jeg synes, det giver mening for mig og så skal mine indlæg skrives af lyst og ikke pligt.
  6. Har jeg haft flere madoplevelser i 2018? Den er jeg ikke helt sikker på. Men jeg har da spist steder, jeg ikke har spist før, fx på Aarhus Street Food, som er et fantastisk spisested. Men jeg kunne helt klart godt få mig endnu flere anderledes madoplevelser – så dette punkt vil jeg i hvert fald arbejde videre med i 2019.

Det var vist det, man kalder for en update 😉

Jeg håber, I stadig har lyst til at kigge med her på bloggen, når der sker noget, og hvis I har kommentarer, spørgsmål osv., så er I velkommen til at skrive.

Ha’ en rigtig god dag!

akropolis

Turen gik til Athen // fotos og anbefalinger

Det var så den sommerferie… Ligegyldigt hvor mange dage, det drejer sig om, så flyver tiden bare afsted, når man har ferie.  Jeg havde 8 dages ferie og 5 af dagene blev brugt i Grækenlands hovedstad, Athen. Jeg havde aldrig været i Grækenland før, så jeg er glad for, at jeg nu kan krydse det land af på min to go-liste – men dog ikke helt for jeg SKAL simpelthen også til de græske øer Santorini og Mykonos en skønne dag! 🙂

De 5 dage i Athen med min familie var ekstremt varme og fugtige, men selvfølgelig også utrolig skønne og spændende. Vi fik set sådan ca. alt det,  man skal se i Athen som turist, så det var jo super. Men det var dog ikke helt nemt at få set det hele – det var noget af en vandre-rejse, og på tredjedagen kunne mine fødder ikke mere i mine almindelige sandaler, så jeg blev nødt til at købe et par Birkenstocks derovre… At gå i mange timer i heden er ikke min favorit beskæftigelse, men man må jo lide lidt, når man vælger at tage på storby-ferie i varme August måned.

Vi købte 3 dages adgang til hop on, hop off-busserne, som jeg findes i næsten alle storbyer (hvis ikke alle), men det var ikke ligefrem en succesfuld oplevelse at se Athen på denne måde. Det var umuligt at finde ud af hvilken bus, der kørte hvilken rute, og buschaufførene var desværre heller ikke de bedste til at hjælpe os på rette vej. Så engang imellem kom vi til at køre lidt for langt og længe med busserne, og det var slet ikke til at holde ud i den varme. Det var faktisk så frustrerende, at vi fortrød at have købt billet til busserne – det var heller ikke ligefrem billigt, og vi fandt lidt for sent ud af, at det faktisk er ret billigt at køre i taxa Athen, så vi kunne nok endda have sparet nogle penge, hvis vi bare havde holdt os til at tage en taxa og selvfølgelig gå. Så ved I det, hvis I nogensinde skal til Athen 🙂

Men hvad fik vi så set på vores tur? Jeg har delt flere oplevelser på min instagram (@metowefashion.dk) med mobil-billeder, som jeg kun har delt på min insta-profil, men her på bloggen deler jeg nogle helt andre billeder fra mit Sony kamera.

Jeg håber I kan lide billederne og kan bruge mine anbefalinger til en fremtidig tur til Athen!

1. Billederne her er fra den modsatte side af Akropolis. Man kunne se over mod Akropolis, og det kom der nogle flotte billeder ud af. Skøn udsigt og virkelig hyggelig kirke vi fandt på vejen… Man kan sagtens gå derop, vil slet ikke kalde det for en hård tur.

athen-rejse-akropolis

2. Det her er så det famøse Akropolis. Must-see stedet nr. 1 i Athen, og et af verdens mest kendte ruiner. Det var spændende og flot at gå rundt blandt de mange og forskellige ruiner, og det kan bestemt anbefales at tage derop, hvis man er i Athen.

akropolis

3. Det Græske Parlament er i sig selv ikke en must-see seværdighed som sådan (synes jeg i hvert fald ikke), men hvis man er så heldig at være i Athen om søndagen, så kan det anbefales at kigge forbi parlamentsbygningen kl. 11, hvor der er vagtskifte lige foran bygningen. Det er et ret stort show, som nationalgarden står bag, og det tiltrækker utroligt mange lokale og turister (se evt. min lille video på min instagram).

4. Et lille besøg i National Garden, som faktisk er en ret stor have/park. Flotte palmer og blomster og dyr som geder og skildpadder var at finde. Det er et ret hyggeligt sted at gå rundt og koble af/komme væk fra det hektiske byliv.

5. Det her var sammen med Akropolis min yndlings seværdighed: Mount Lycabettus. Mount Lycabettus er Athens højeste bjerg, så I kan nok regne ud, at udsigten er fantastisk. Jeg har altid haft et eller andet med bjerge, jeg er ret fascineret af dem, og jeg er altid ivrig efter at komme så højt op som overhovedet muligt… De har en café og restaurant på bjerget, så der sad vi og fik lidt at drikke, mens vi nød udsigten.

Derudover vil jeg anbefale:

  • Loppemarkedet om søndagen, som finder sted i Minastiraki-området, hvor man kan gøre sig unikke, antikke fund.
  • Området Plaka, som har de bedste, græske spisesteder.
  • Spisestedet Taverna Klimataria, som er Athens skjulte perle. Skøn mad til ingen mad i de hyggeligste omgivelser med græsk (live = om aftenen) musik i baggrunden.
  • Og husk at spise en masse tzatziki og græsk salat all day every day – det er mums! 😉

Sommerens favorit: Origins Vitalizing SPF 15 Moisturizer

origins-dagcreme-solfaktor

Køb: Origins Vitalizing SPF 15 Moisturizer

Er I klar til et indlæg om sommerens bedste hudplejeprodukt? Ja, det er store ord, men hold nu op hvor er denne dagcreme fra Origins bare det bedste produkt, jeg længe har prøvet. Origins er uden tvivl mit yndlings mærke inden for hudpleje; det er naturlig hudpleje, der holder, hvad det lover og så endda til en overkommelig pris. Så da jeg skulle have en ny dagcreme her til sommer, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle være fra Origins.

Denne mirakelcreme, som for mig må være årets bedste produkt, hedder Vitalizing SPF 15 Energy-Boosting Moisturizer with Mangosteen. Den har en skøn, mild duft og ikke mindst let konsistens, der ikke fedter – den blender hurtigt og nemt ind i huden, og mens den masseres ind i huden med fingrene, bliver den hvide creme omdannet til en creme med en smule farve i (sheer tint release).
Jeg anede faktisk ikke, at cremen var med sheer tint release, så jeg troede det var en helt almindelig dagcreme uden farve i – men dette var uden tvivl en glædelig overraskelse for mig!
Jeg foretrækker en let og naturlig make-up, især om sommeren, og med denne creme kan jeg helt droppe min foundation, så det er bare virkelig rart. Så skal jeg pludselig heller ikke bruge så lang tid på min make-up om morgenen 😉 Cremen får min hud til at se pæn og ensartet ud, og så giver den også glød og energi, samtidig med at den også beskytter mod solens stråler – så det er win-win på alle måder!

Jeg har intet negativt at sige om denne creme, og hvis jeg kun måtte bruge 1 hudplejeprodukt hele denne sommer, så skulle det klart være denne skønne creme fra Origins. Jeg kommer i hvert fald til at bruge den flittigt på min sommerferie i Athen om en uges tid! Og jeg ved, at jeg helt sikkert kommer til at købe den igen… Så kæmpestor anbefaling af hudcreme fra mig til jer derude 🙂

Hvilke hudplejeprodukter bruger I om sommeren? 🙂

mascara-essence-budget-billig

Mascara: Instant Volume Boost vs. I Love Extreme Crazy Volume

mascara-essence-budget-billig

Rigtig god lørdag! 🙂

Før jeg begynder at snakke om mascaraer, vil jeg lige sige et par ord om min fredag aften – jeg var, for første gang, til Fed Fredag i Tivoli Friheden, og det var bestemt en succes! Patrick Dorgan + Saveus skulle spille, og jeg tror efterhånden, at de fleste ved, at jeg er kæmpestor fan af Saveus 😀 Jeg har set dem spille tre gange nu, og alle gange har været helt fantastiske koncerter. Martin er jo blevet født til at stå på en scene, så dygtig er han! Koncertbilletten var en fødselsdagsgave til mig af to veninder, og vi havde os en hyggelig venindeaften med masser af god musik. Det er nok ikke sidste gang, jeg tager til Fed Fredag.

Har nogen af jer været til Fed Fredag i Tivoli Friheden før?

Nu til min anbefaling af mascaraer fra det budgetvenlige beautybrand Essence. Jeg købte begge disse mascaraer, da jeg var på familietur i Flensborg – de er nok de billigste mascaraer, jeg nogensinde har købt, og de er begge virkelig gode! Min yndlings må dog være Instant Volume Boost (mørkelilla), som giver lidt ekstra fylde til vipperne i forhold til den anden. Jeg er helt vild med mascaraer, der giver masser af volume/fylde – hellere fylde end længde faktisk. Jeg har okay lange vipper, så det vigtigste for mig er, at en mascara kan give mine vipper noget fylde. Uden at klumpe selvfølgelig! Børsten er stor og er sådan en rigtig “gammeldags” mascara-børste, som jeg også foretrækker. Det eneste minus ved denne mascara er, at den godt kan finde på at drysse en smule i løbet af dagen – men hvis man husker en setting spray til at slutte af med, når hele make-uppen er lagt (jeg bruger James Reads face mist), så holder mascaraen, og resten af make-uppen, helt fantastisk.

Den anden mascara, I Love Extreme Crazy Volume (pink), er én af Essences populæreste mascaraer, og det er helt forståeligt – dog er jeg ikke helt så glad for dennes børste. Det er sådan en “plastik” type børste, som mange mascaraer har. Det er nok en smagssag med de børster, men jeg foretrækker den anden type. Denne mascara giver også en masse fylde til vipperne, men den er dog ikke ligeså nem at arbejde med som den anden. Man skal påføre lidt flere lag med denne for at opnå fylde, men med den lilla mascara går det lidt hurtigere, synes jeg.

Jeg har været glad for begge mascaraer, og jeg regner bestemt med at købe den i lilla igen. De kan anbefales at prøve og til den pris de har, vil jeg også anbefale jer at prøve dem af! 🙂

Har I prøvet at købe make-up fra Essence før og hvad synes I om det?

Call me by your name // film + bog

Så kommer det længeventede indlæg endelig. Jeg har udskudt dette indlæg alt for længe, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle starte på det, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at få skrevet lidt om én af mine yndlings kærlighedsfortællinger: “Call me by your name” 🙂

”Call me by your name” er en fortælling om 17-årige Elio og 24-årige Oliver, der forelsker sig i hinanden i løbet af en sommerferie i Norditalien i 1983. Det hele starter med, at Oliver bliver udvalgt som Elios fars sommerpraktikant, og skal bo hos dem i nogle uger, mens han skal hjælpe faren med akademisk arbejde. Oliver fanger Elios opmærksomhed, og langsomt bliver han mere og mere fascineret og betaget af Oliver. Deres venskab udvikler sig stille og roligt, og på trods af aldersforskellen er de virkelig på bølgelængde; de har tydeligvis en helt speciel connection, hvor de ikke konstant behøver at udtrykke sig med ord overfor hinanden. Den type connection hvor man kan føle, hvad den anden person tænker.

I filmen er der rigtig meget indhold imellem linjerne, der er rigtig meget usagt. Men den kemi, der er imellem Oliver og Elio er så stærk, at man som seer ikke er i tvivl om, hvad der foregår imellem dem, selvom der er meget, der ikke bliver snakket om. Det er ikke en film, som lader seeren vide, hvad hverken Oliver eller Elio tænker, men igennem deres handlinger, kan man regne ud, hvad de føler. I bogen kommer man derimod ind i hovedet på Elio – det er ham, der fortæller historien, og vi får så mange detaljer med, som bliver udeladt i filmen. Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at vi får flere detaljer med i bogen; sådan er det vel altid, når man sammenligner en bog med dens filmatisering.

Efter længere tids venskab, betagelse og uskyldig flirten sker der endelig noget imellem Elio og Oliver; Elio kysser Oliver, og selvom Oliver har lyst til det, så føler han, at han skal være den ansvarlige og ikke lade det, der er imellem dem, udvikle sig yderligere. Men den ansvarsfølelse holder ikke længe, og Oliver giver også efter sine følelser og lyster. Igennem sommeren ser man kærligheden imellem dem blomstre, men alt godt har en ende, som man siger. Da sommeren er ovre og Oliver tager hjem, bliver Elio efterladt knust med en tom følelse. Elio har oplevet sin første kærlighed, og han er ked af, at han har mistet den. Dette kommer hans far med en klog bemærkning på; faren har nemlig godt regnet ud, at der var mere end et venskab imellem Elio og Oliver, og han fortæller Elio, at han ikke skal lade som om, at det han har følt for Oliver, aldrig er sket. Han skal ikke benægte sine følelser. For det, han har været så heldig at opleve, det er der mange mennesker, som aldrig oplever i løbet af deres liv. Farens afsluttende ord ramte mig personligt, for hvor har han da ret i, at i stedet for at man skal være ked af, at noget er slut, skal man være glad for, at man har oplevet så stor en kærlighed… Her slutter filmen, men det gør bogen til gengæld ikke. I bogen fortsætter fortællingen mange år frem, hvor Elio opsøger Oliver. Det er en uskyldig reunion, hvor der bliver set tilbage og snakket om livet og et kort øjeblik overvejet, om der skal ske noget, der er knapt så uskyldigt. Er det nu, jeg skal være irriterende og ikke afsløre mere? Ja, det tror jeg nok, det er. Jeg har vist afsløret rigeligt 😉

MEN jeg håber, I har fået lyst til at se filmen + læse bogen alligevel. Det er en fantastisk kærlighedsfortælling, som er blevet én af mine favoritter, og den fortjener helt klart en masse opmærksomhed. Og så vil jeg også lige nævne, at Timothée Chalamet, som spiller Elio i filmen, er helt igennem fantastisk i den rolle! Han er kun 22, men nej hvor er han talentfuld. Han er så meget den nye Leonardo DiCaprio, der kommer til at blive nomineret til den ene Oscar efter den anden, bare vent og se…

Har nogen af jer læst bogen og/eller set filmen?

New in: Mads Nørgaard Copenhagen mobilcover

Køb HER:

For ca. to måneder siden fik jeg min første iPhone. En iPhone 6. Jeg troede aldrig, det skulle ske, fordi jeg altid har været en Android-pige (Samsung Galaxy)… I starten var jeg meget skeptisk, og troede ikke på, at jeg nogensinde ville vænne mig til den, men nu må jeg nok erkende, at de iPhones faktisk er helt okay! For en uges tid siden fik jeg langt om længe købt et cover til den, og valget faldt på ovenstående cover fra Mads Nørgaard Copenhagen. Jeg blev straks vild med dets farvekombination – det er ikke en kombi, man ser tit. Lilla og rød fungerer ret godt sammen, synes jeg. Det er et blødt silikone-cover, som er det materiale, jeg foretrækker til mobiltelefoner, og så er det jo lidt cool, at have et cover fra Mads Nørgaard – og det allerbedste ved det hele er, at det kun koster 99 kr.! Det overraskede mig meget med den billige pris, men det er nok også derfor, at coveret er udsolgt på Mads Nørgaards hjemmeside… MEN til gengæld kan det bestilles på både Bahnes og Magasins hjemmeside, så det er jo perfekt.

Hvad synes I om coveret og hvilke typer covers foretrækker I selv? 🙂

I må have en fortsat skøn søndag med masser af afslapning og måske noget VM? Jeg er i hvert fald i fuld gang med at se dagens første kamp, og der er to mere efterfølgende – jeg troede aldrig, jeg skulle blive så hooked på at følge med, men sådan går det åbenbart, når man melder sig til VM-spil på arbejde, og man af den grund bliver NØDT til at følge med. Så er det godt, at der også er noget pænt at kigge på engang imellem (Schweiz’ målmand er FLOT) 😉

Vi blogges ved!