TRE GODE SØNDAGSSERIER

Indlægget her skulle egentlig have været udgivet igår – men der er vel ingen, der siger, at man ikke må skrive om søndagsserier på en mandag. Og søndagsserier kan vel ses alle ugens dage, hvis man er lige så serie-afhængig, som jeg er. Jeg har tre serieanbefalinger til jer, og gør jer selv den tjeneste at se dem, for de er altså VIRKELIG gode! 🙂


1. Lovesick
Serien handler om Dylan, der finder ud af, at han har klamydia, og pludselig står han over for en ubehagelig opgave: han skal nemlig fortælle alle de piger, han har været sammen med, at de muligvis er blevet smittet med klamydia. I alfabetisk rækkefølge kommer vi igennem alle de piger, han har været sammen med, i form af flashbacks, for at genopleve hans datingliv og engangsknald, hvilket både er pinligt og underholdende at se. Hans to tætte venner Evie og Luke følger ham på denne “rejse”, og alle tre personligheder formår at begejstre mig. Det er uden tvivl én af de bedste serier, jeg længe har set, og jeg kan ikke vente til næste sæson kommer!

2. The Bold Type
Jeg er VILD (!!!) med denne serie! Jeg har virkelig manglet en god pigeserie, efter Gossip Girl sluttede, og The Bold Type må være den serie, der kommer tættest på at være i samme liga som Gossip Girl. Det er store ord fra en meget, meget stor GG-fan, så tro på mig når jeg siger, at The Bold Type er helt fantastisk. Serien handler om tre unge kvinder, som er bedste veninder og som arbejder på magasinet Scarlet. Vi følger dem igennem tykt og tyndt i deres karriere- og kærlighedsliv, og man kommer virkelig under huden på karaktererne. Vi ser dem tvivle på deres seksualitet, hemmeligt date kollegaer, kæmpe for drømmejobbet og generelt tage chancer og se frygten i øjnene. Kvinderne i denne serie er stærke, og man kan ikke undgå at blive inspireret af dem, så denne serie kan noget særligt. Jeg har altid selv haft en drøm om at arbejde på et kvindemagasin, så jeg har været i en skøn drømmeverden, mens jeg har set denne serie. Jeg glæder mig til sæson 2 og 3!


3. Riviera
Jeg er kun halvvejs med denne serie, men jeg bliver nødt til at anbefale jer den alligevel, for I bliver nødt til at kende den. Det er en superspændende serie om en kvinde, der mister sin mand i en bådeksplosion. Der er noget mystisk over denne eksplosion, og det vides ikke om det var en ulykke eller ej – samtidig kommer det frem, at hendes mand ikke har været ærlig over for hende, og det får hende til at jagte sandheden om ham. Måske han slet ikke er død?
Det er en nervepirrende serie, hvor man tænker forskellige teorier igennem omkring, hvad der er sket og hvem der står bag, og jeg elsker den slags serier.

Kender I disse serier og hvad synes I om dem? 🙂

Budgetvenlig Kultcreme: Skin Food & Eight Hour Creme

vintercreme-kultcreme-skin-food-eight-hour-creme
Rigtig god aften her fra bloggen!

For et par dage siden faldt jeg over overskriften “Her er cremen, make-up artisterne sværger til – og den koster sølle 75 kr.”  på Eurowoman.dk, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at klikke mig ind på artiklen for at finde ud af, hvad det var for en creme. Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at det var Skin Food-cremen fra det økologiske mærke Weleda. Jeg er nemlig selv begyndt at bruge cremen for nyligt, og jeg er ikke i tvivl om, at den er god for min hud. Den egner sig dog mest til aftenbrug, dvs. smør et lag på inden du hopper i seng, og så er huden gennemfugtet og smuk, når du vågner. Hvis du ligesom jeg har meget tør hud, så er den en lifesaver, og især i denne kolde tid er det et must med ekstra fugt og pleje, og her er Skin Food et rigtig godt valg. Og så er det altså et kæmpe plus, at det er en økologisk OG budgetvenlig creme. Cremen er så plejende og nærende, at den kan bruges på hele kroppen; fødder, neglebånd, albuer, og hvor du nu ellers kan opleve tørhed. Jeg læste på et tidspunkt, at Victoria Beckham kalder Skin Food-cremen for hendes “beauty-secret”, og man må sige, at hun er en flot dame med smuk hud, så måske er det en god idé at bruge kultcremen regelmæssigt? 😉 Jeg kommer i hvert fald til at bruge min ofte i de kommende kolde måneder, hvor min hud får brug for ekstra fugt og pleje!
Den anden creme på billedet er Elizabeth Ardens Eight Hour Creme, som min mor introducerede mig for for et års tid siden. Den minder faktisk ret meget om Skin Food-cremen, de er begge meget fugtgivende, nærende og plejende, og begge har en lidt speciel lugt, som nok ikke er noget for alle. Eight Hour Cremen er også kendt for at være helende, så den er rigtig god at bruge på sår og ar. Det er mere en salve end det er en creme, så jeg bruger den kun på mine tørre læber og mine neglebånd.
Både Skin Food og Eight Hour Creme kaldes for kultprodukter, da de i de mange år de har eksisteret, har reddet kvinders hud, og de bliver fortsat ved med at være mange kvinders favoritprodukter. Dét forstår jeg godt, for de er også meget hurtigt gået hen og blevet nogle af mine favoritprodukter.

Kender I disse to kultprodukter? Hvis ja, hvad synes I om dem? 🙂

introvert-ekstrovert

Introvert, ekstrovert and a mix

introvert-ekstrovert

Det sidste stykke tid er jeg stødt på en del artikler, indlæg og opslag på flere af de sociale medier, som har at gøre med introverthed og ekstroverthed. Det har sat nogle tanker i gang hos mig, og de tanker vil jeg dele med jer her på bloggen.
Jeg kan passende starte med at fortælle, hvad jeg selv er: jeg er begge dele. I forbindelse med et studiejob for nogle år siden fik jeg taget en personlighedstest, hvor jeg fik at vide, at jeg er 60% introvert og 40% ekstrovert. Hvis jeg nu ikke havde fået taget sådan en test, så ville jeg også selv mene, at jeg var en tand mere introvert end ekstrovert, og det har jeg det helt fint med. Også selvom samfundet (arbejdsmarkedet) foretrækker ekstroverte mennesker – har I nogensinde læst et jobopslag, hvor virksomheden ikke søgte en ekstrovert (udadvendt) person? Det er nærmest gået hen og blevet et hadeord for mig, hvor jeg bliver fyldt med irritation, hver gang jeg støder på ordet ’udadvendt’ i et jobopslag – man skulle næsten tro, at jeg var helt vildt indadvendt, men det er nu egentlig fordi, at jeg synes, der er så mange bedre ord at bruge, og for mig er det efterhånden bare en kliché, at man i et jobopslag skriver ”Vi søger en udadvendt person”.

Noget andet jeg har tænkt på er, at hver gang jeg har læst om det at være introvert/ekstrovert, så er det blevet sat op som om, man kun kan være det ene – hvis man er introvert, er man introvert og hvis man er ekstrovert, er man ekstrovert. Hvorfor kan man ikke være en blanding? For det kan man jo faktisk godt – bare se på mig. Jeg elsker alenetid med Netflix og lydbøger, men jeg elsker også at gå i byen, danse og møde nye mennesker. Jeg får energi af begge dele, og begge dele gør mig glad. Jeg har vist fået slået fast, at jeg er både introvert og ekstrovert, men selvfølgelig er der situationer, hvor jeg ved, at jeg agerer mest som en introvert eller ekstrovert. Det kunne fx være første dag på en ny arbejdsplads eller studie. Der er rigtig mange nye mennesker og nye indtryk at forholde sig til, når man er helt ny et sted, og i sådanne situationer er jeg mest den stille og rolige type, der er god til at lytte. Hvis jeg ikke kender folk så godt, har jeg svært ved at åbne mig op – specielt hvis jeg skal forholde mig til mange mennesker på én gang. Til gengæld er jeg rigtig god til én-til-én-forhold, så jeg foretrækker at lære folk at kende og åbne mig op på den måde. Det var et eksempel på min introverthed. I forhold til min ekstroverte side kan jeg nævne mit behov for at være aktiv og social. Jeg elsker at kaste mig ud i nye ting, nye aktiviteter – kort sagt er jeg meget glad for at opleve. Jeg elsker fredagsbarer og temafester, hvor jeg også kan give lidt slip på min rolige og fornuftige side. For mig handler det om balance. Hvis jeg kun anerkender og dyrker min introverte eller ekstroverte side, bliver jeg ulykkelig. Min omgangskreds har rigtigt meget at sige i forhold til denne balance – det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg både har venner og veninder, der er i den ene eller den anden kategori, og det betyder, at jeg har nogen, når jeg har brug for en tur i fredagsbaren, men jeg har også nogen, når jeg har brug for lidt hjemmehygge med en god film.

Jeg kunne nok blive ved med at skrive om dette, fordi jeg synes, at det er et interessant emne, men i denne omgang vil jeg gerne slutte af med at nævne min største inspiration til dette indlæg. Det er den amerikanske iværksætter, Sophia Amoruso, som står bag modevirksomheden Nasty Gal. Jeg har nævnt hende flere gange her på bloggen, fordi hun bare generelt er så inspirerende en person, og jeg kommer helt sikkert til at nævne hende igen. I hendes to bøger ”Girlboss” og ”Nasty Galaxy” nævner hun, at hun er introvert, og det kom som en stor overraskelse for mig. Det, jeg godt kan lide ved hendes historie, er, at hun som introvert har formået at blive en succesfuld iværksætter, som i dag er én af Amerikas rigeste kvinder. De fleste ledere, direktører osv. Er jo faktisk ekstroverte, så jeg har bare været så glad for at læse en succeshistorie, hvor det er en introvert, der når til tops. Det har bestemt heller ikke været nemt for hende, som hun også selv indrømmer, men det handler om viljestyrke og om at tro på sig selv. Som introvert skal man ikke lade som om, man er ekstrovert i håb om at blive succesfuld, for den maske kan de fleste nok se igennem. Det handler vel egentlig om at finde sin egen måde at nå sine mål og gøre tingene på, for det gavner næppe nogen, at man lader som om, man er noget, man ikke er – vi har alle styrker og svagheder, og jo bedre vi kender os selv og disse styrker og svagheder, jo nemmere bliver det for os at forstå hinanden, sælge os selv, og det vi kan og få succes med det, vi går og drømmer om.

Der kom lige en lille ”inspirational talk” her til sidst 😉 Men jeg håber i hvert fald, at I nød at læse med, og at mit indlæg satte nogle tanker i gang hos jer. Del gerne jeres tanker og meninger omkring dette emne med mig, det kunne være interessant med nogle inputs!

NEM MORGENMAD // HAVREGRØD MED MANGO

Godmorgen og rigtig god fredag!

Jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med en lidt ekstra god morgenmad i dag, og I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften. Det er en supernem opskrift, hvor man ikke skal bruge en masse ingredienser, så det er jo helt perfekt. Der findes efterhånden alverdens opskrifter på grød, og det er især i blog- og instagramland, at man kan falde over de lækreste og mest opfindsomme opskrifter på grød. Det har inspireret mig, så nu har jeg selv kastet mig over grødlavning. Min grød er ret simpel, så hvis man er nybegynder inden for området, er min opskrift i hvert fald et godt sted at starte.
Jeg er virkelig blevet fan af mango i grød – grøden “neutraliserer” nærmest mangoen, så smagen er ikke så intens, som jeg synes, mangosmagen er, hvis man spiser den alene.

Her kommer opskriften:

Ingredienser:
75 gram havregryn
0,5 spiseske chiafrø (kan også udelades)
1 dl kokosmælk
4 dl mælk eller vand
Lidt salt

– Kokosmel og mango i tern som topping

1. Bland ingredienserne i en gryde og varm grøden over middel varme.
2. Lad grøden simre under omrøring, indtil den er tyk og cremet. Smag til med salt og server straks toppet med kokosmel og mango.

Det var det!
Så er grøden klar – velbekomme 🙂

havregrød-mango-morgenmad

novelle-anmeldelse-dem-og-os-bygge-bro

BROEN MELLEM MENNESKER // ANMELDELSE

novelle-anmeldelse-dem-og-os-bygge-bro

Jeg er med tiden blevet mere og mere glad for lydbøger, og det betyder, at jeg er begyndt at foretrække at downloade en lydbog i stedet for at gå ud og købe/låne en fysisk bog – det hænger måske sammen med, at man med alderen begynder at få mere og mere travlt, og man begynder at prioritere anderledes, og så er der pludselig ikke så meget tid og overskud til læsningen af bøger. Men ”lytning” af bøger er jo noget helt andet – i hvert fald for en lidt langsom læser som mig – så nu kan jeg rent faktisk komme igennem en bog i løbet af et par dage… Nu hedder det jo ”lydbøger”, men lige i dette indlæg er det nok mere passende, at jeg skriver ”lydnovelle”, for det er nemlig sådan én jeg har fået lyttet til, og vil skrive lidt om her på bloggen.

Jeg har jo faktisk allerede fortalt jer om det digitale forlag ”Tell me a story, Toru”, som jeg også tidligere har lavet en anmeldelse for her på bloggen. Men for at nævne det igen, så er det et nyt digitalt forlag, som gerne vil give forfattere mulighed for, at flere af deres tekster kommer ud (gratis), og forfatterne får mulighed for at gøre teksterne mere levende i form af lydfiler, så man som læser får lov til at føle, at man kommer tættere på forfatteren ved at høre hans/hendes stemme, og høre måden han/hun siger tingene og lydene på.

Anmeldelsen/analysen denne gang er af ”Broer”, som er skrevet af Ida Scharla Løjmand. Kort fortalt handler den om en mand ved navn Michael, der efter at have fået fri fra arbejde i København, skal med toget hjem til sin familie på Malmø. Han venter på toget, og bliver spurgt om hjælp af to udenlandske fyre: han siger ja til at hjælpe, hvilket betyder, at han får sig en rejsekammerat på turen til Malmø. Denne flygtningefyr skal nemlig genforenes med sin familie fra Afghanistan på Malmø…
Der gik mange tanker igennem hovedet på mig, da jeg lyttede til denne novelle. Først og fremmest kan jeg ikke lade være med at tænke på opdelingen imellem dem og os. Det er desværre en eksisterende opdeling over alt, også i det danske samfund. Danske Michael og afghanske Ali er fra to forskellige verdener, og de har svært ved at forstå hinanden – bogstaveligt talt; de snakker nemlig ikke samme sprog, så det bliver en udfordring for dem at kommunikere på togturen. I novellen hører vi egentligt mest af alt Michaels tanker – hans tanker om sin familie, Ali og flygtninge generelt. Jeg er ikke i tvivl om, at det er tanker, som kunne have gået igennem en hvilket som helst danskers hoved. Jeg er sikker på, at det ER tanker, der opstår, når der kommer flygtninge til vores land. De er fremmede for os, vi ved ikke helt, hvordan vi skal være der for dem, fordi vi ikke forstår dem og deres tanker og behov, og de forstår heller ikke os, fordi der er så store kulturelle forskelle imellem os. Men sådan noget som kærlighed, hjælpsomhed og taknemlighed behøver ikke et sprog – det er grundlæggende værdier, som er fælles for os alle. Det ser vi netop til slut i novellen, hvor Michael har sørget for at få Ali frem til Malmø, hvor han bliver genforenet med sin familie. Michaels hjælpsomhed fører til Alis taknemlighed, og det skaber et bånd, en bro imellem dem. De helt små ting kan gøre en forskel for et andet menneske, og det er det, vi oplever i denne novelle. Titlen ”Broer” hentyder ikke bare til de broer, man kører over på togturen, men også til de broer, man bygger imellem mennesker. Hvis vi vælger at se det ukendte i øjnene og bygge bro, så kan vi opnå en forbundenhed, der langsomt opløser opdelingen imellem dem og os. Det er i hvert fald det håb, som novellen giver mig 🙂

Det var nogle af de tanker, jeg fik efter at have læst ”Broer” af Ida Scharla Løjmand. Det er en meget relevant novelle, som jeg håber, jeg har givet flere lyst til at læse og lytte til. Hvis I har lyst til at finde novellen, kan I kigge forbi Tell me a story, Torus hjemmeside lige her: https://www.tellmeastorytoru.dk/

DE SMÅ TING

de-små-ting-hygge-lykke

Rigtig god torsdag til alle jer, der læser med.

Jeg besluttede igår aftes for at lave et lille indlæg, der handler om de små ting, der er med til at skabe hygge, glæde og velvære i hverdagen – eller rettere sagt; i min hverdag.
Nogle gange kommer utaknemlighed og grådighed snigende, og når det sker, prøver jeg at minde mig selv om alle de store ting, jeg har i mit liv, som ikke alle er så heldige at have i deres eget liv. Fx har jeg nogle skønne forældre, der vil gå igennem ild og vand for mig, en dejlig lillebror, hvis kærlighed jeg kan mærke på trods af, at han ikke er så god til at vise den, nogle søde venner og veninder som jeg kan stole på og regne med, og ikke mindst et godt helbred (som i ny og næ dog godt kan svigte, men heldigvis har der ikke været de store, alvorlige issues; jeg lever trods alt stadig). Så kan det godt være, at jeg har svært ved at finde manden i mit liv og drømmejobbet, men det kan jeg vel stadig nå. Man siger jo, at det sker, når man mindst venter det, men det ved jeg nu ikke helt, om jeg tror på… Men det skal i hvert fald nok ske på et tidspunkt! Jeg er én af dem, som tror på, at der er en mening med alt.
Selvom det er de store ting, der fylder mest hos os, så er det også vigtigt, at vi engang imellem tænker på de små ting. De små ting som vi næsten altid tager for givet. De små ting er også med til at fylde vores hverdag med glæde og velvære, så det er vigtigt, at vi dyrker dem, og ikke tilsidesætter dem i vores travle hverdag. Og så er det ikke mindst vigtigt, at vi er taknemmelige for det vi har, både af store og små ting; der er så mange mennesker i verden, der ikke kender til glæden ved alle de ting, som vi andre anser som små ting, som vi tager for givet.

Jeg har lavet en liste over de små ting, som giver mig en tand ekstra hygge, glæde og velvære i hverdagen – måske I kan finde lidt inspiration, eller måske sætter listen nogle tanker i gang omkring jeres egne “små ting” i hverdagen? 🙂

– Nyvasket sengetøj
– Ansigtsmasker
– En kop te
– Stearinlys
– At se/lytte til regnen mens man sidder indenfor
– Mandala tegnebog
– Vande planter
– Når man falder over billeder, legetøj osv. fra ens barndom (minder)
– Sjov (lyd)bog, der får én til at grine højt
– Følelsen efter man har trænet
– At se en god serie
– At lytte til musik
– At mærke vinden i håret og ansigtet på cykelturen
– Hyggesokker
– At pakke sig ind i et tæppe på sofaen

make-up-rutine

MY MAKE-UP ROUTINE

make-up-rutine

Rigtig god lørdag her fra bloggen 🙂

Jeg er nået til tredje og sidste indlæg i min serie om “rutine”-indlæg, og denne gang handler det om make-up. Jeg har aldrig været den store make-up-nørd, og faktisk er min hverdags- og fest-make-up stort set ens. Jeg kan bedst lide det naturlige look, og nogle mener sikkert også, at mit look er lidt for naturligt til fest. Men det er sådan, jeg foretrækker mig selv, og så må folk vel mene, hvad de vil. Min yndlings make-up item vil nok altid være en læbestift – man kan bare peppe et ganske simpelt outfit op ved at putte en smuk farve på læberne, og man ser altid så frisk og feminin ud, når man har læbestift på. Og så findes de også i så utallige farver, at det altid er sjovt at gå på jagt efter den næste nye læbestift til samlingen.
Men i håb om at der er andre derude, som foretrækker et naturligt make-up look, vil jeg skrive lidt om mine favoritprodukter, som er rigtig gode til at skabe et pænt og naturligt look.

Rimmel – Match Perfection Foundation
Denne foundation har jeg brugt i evigheder – det er klart den bedste foundation til min hud (af dem jeg har prøvet indtil nu), og jeg kommer ikke til at skifte den ud foreløbigt. Den blender naturligt ind i huden, den fedter ikke og tørrer heller ikke huden ud. Den er helt perfekt, hvis man går efter en naturlig dækning, så den kan bestemt anbefales. Og så er der også solfaktor 20 i, hvilket er et plus for mig. Plus den er billig, billig, billig.

Messauda – Definitive Mascara
Denne mascara fik jeg i min goodiebox, og jeg må sige, at jeg har været rigtig glad for den. Den giver lange og fyldige vipper, og den drysser ikke i løbet af dagen – mere kan man vel ikke forlange. Så denne mascara er en vinder!

Emite Make-up – Active eye light – Corrector
Dette lille mirakelprodukt fungerer som en concealer til øjenområdet, som indeholder plejende ingredienser, der har anti age-effekt på huden. Jeg plejer egentlig ikke at bruge concealer, men da jeg fik den i min goodiebox sidste måned, skulle den selvfølgelig prøves, og jeg har været overraskende glad for den. Den er perfekt til mørke rande under øjnene, og den gør huden omkring øjnene meget pænere. Den styrker bl.a. også hudens barriere, og stimulerer hudens egen collagen-produktion, så det er jo ikke helt dårligt.

Modelco – Blush – Peach Bellini
Endnu et produkt jeg har fået igennem mit goodiebox-abonnement. Jeg har altid været fan af at bruge blush – jeg elsker at have lidt farve i kinderne, så man kan få et lidt mere friskt og naturligt look. Hvis jeg undlader blushen, synes jeg tit, at der er et eller andet, der mangler ved mit udseende – så jeg må sige, at en blush er blevet en ret fast del af min make-up rutine.

Ole Henriksen – African red tea exfoliating lip salvation
Det her er en slags peeling til læberne, og det har mine læber altså virkelig brug for hver eneste dag – jeg har nemlig verdens tørreste læber… Jeg putter den på enten alene eller under en læbestift. Den har en lille smule farve, men ikke så meget til at man ikke kan putte en læbestift på. Den har en skøn frisk duft, og så er jeg vild med, at der er bittesmå korn i den, som eksfolierer mine læber.

L’oréal – Color Riche – Læbestift (nr. 258)
Jeg elsker denne læbestift, som fungerer både til hverdag og fest. Det er en smuk bærfarve med en lille smule glimmer i. Jeg foretrækker generelt bærfarver, da jeg synes, at de klæder mig bedst. Og så dufter L’oréals læbestifter altså bare himmelsk!

James Read – Tan Mist
Jeg har generelt aldrig været den store forbruger af selvbruner og solarier. Jeg er vel egentlig en smule bleg, men det har aldrig gjort mig noget, og jeg synes, at lys hud er flottere end unaturlig brun hud. Og lugten af selvbruner er så forfærdelig, at jeg ikke vil i nærheden af det stads. MEN – så blev jeg igennem goodiebox introduceret for James Reads Tan Mist, og så blev jeg pludselig fan af selvbruner! Den lugter ikke grimt, man får ikke klamme, orange fingre af den, fordi den bare skal sprayes på ansigtet, og så er det sådan en spray, der giver én en helt naturlig glød. Jeg er fan! Jeg sprayer den på mit ansigt, efter jeg har lagt min make-up, så jeg kan få lidt ekstra glød, og så den også kan sørge for, at min make-up sidder lidt ekstra godt.

Det var lidt om min ret enkle og naturlige make-up rutine, som jeg håber, I kan finde inspiration i 🙂

Vi blogges ved.