Browsing Tag

anbefalinger

akropolis

Turen gik til Athen // fotos og anbefalinger

Det var så den sommerferie… Ligegyldigt hvor mange dage, det drejer sig om, så flyver tiden bare afsted, når man har ferie.  Jeg havde 8 dages ferie og 5 af dagene blev brugt i Grækenlands hovedstad, Athen. Jeg havde aldrig været i Grækenland før, så jeg er glad for, at jeg nu kan krydse det land af på min to go-liste – men dog ikke helt for jeg SKAL simpelthen også til de græske øer Santorini og Mykonos en skønne dag! 🙂

De 5 dage i Athen med min familie var ekstremt varme og fugtige, men selvfølgelig også utrolig skønne og spændende. Vi fik set sådan ca. alt det,  man skal se i Athen som turist, så det var jo super. Men det var dog ikke helt nemt at få set det hele – det var noget af en vandre-rejse, og på tredjedagen kunne mine fødder ikke mere i mine almindelige sandaler, så jeg blev nødt til at købe et par Birkenstocks derovre… At gå i mange timer i heden er ikke min favorit beskæftigelse, men man må jo lide lidt, når man vælger at tage på storby-ferie i varme August måned.

Vi købte 3 dages adgang til hop on, hop off-busserne, som jeg findes i næsten alle storbyer (hvis ikke alle), men det var ikke ligefrem en succesfuld oplevelse at se Athen på denne måde. Det var umuligt at finde ud af hvilken bus, der kørte hvilken rute, og buschaufførene var desværre heller ikke de bedste til at hjælpe os på rette vej. Så engang imellem kom vi til at køre lidt for langt og længe med busserne, og det var slet ikke til at holde ud i den varme. Det var faktisk så frustrerende, at vi fortrød at have købt billet til busserne – det var heller ikke ligefrem billigt, og vi fandt lidt for sent ud af, at det faktisk er ret billigt at køre i taxa Athen, så vi kunne nok endda have sparet nogle penge, hvis vi bare havde holdt os til at tage en taxa og selvfølgelig gå. Så ved I det, hvis I nogensinde skal til Athen 🙂

Men hvad fik vi så set på vores tur? Jeg har delt flere oplevelser på min instagram (@metowefashion.dk) med mobil-billeder, som jeg kun har delt på min insta-profil, men her på bloggen deler jeg nogle helt andre billeder fra mit Sony kamera.

Jeg håber I kan lide billederne og kan bruge mine anbefalinger til en fremtidig tur til Athen!

1. Billederne her er fra den modsatte side af Akropolis. Man kunne se over mod Akropolis, og det kom der nogle flotte billeder ud af. Skøn udsigt og virkelig hyggelig kirke vi fandt på vejen… Man kan sagtens gå derop, vil slet ikke kalde det for en hård tur.

athen-rejse-akropolis

2. Det her er så det famøse Akropolis. Must-see stedet nr. 1 i Athen, og et af verdens mest kendte ruiner. Det var spændende og flot at gå rundt blandt de mange og forskellige ruiner, og det kan bestemt anbefales at tage derop, hvis man er i Athen.

akropolis

3. Det Græske Parlament er i sig selv ikke en must-see seværdighed som sådan (synes jeg i hvert fald ikke), men hvis man er så heldig at være i Athen om søndagen, så kan det anbefales at kigge forbi parlamentsbygningen kl. 11, hvor der er vagtskifte lige foran bygningen. Det er et ret stort show, som nationalgarden står bag, og det tiltrækker utroligt mange lokale og turister (se evt. min lille video på min instagram).

4. Et lille besøg i National Garden, som faktisk er en ret stor have/park. Flotte palmer og blomster og dyr som geder og skildpadder var at finde. Det er et ret hyggeligt sted at gå rundt og koble af/komme væk fra det hektiske byliv.

5. Det her var sammen med Akropolis min yndlings seværdighed: Mount Lycabettus. Mount Lycabettus er Athens højeste bjerg, så I kan nok regne ud, at udsigten er fantastisk. Jeg har altid haft et eller andet med bjerge, jeg er ret fascineret af dem, og jeg er altid ivrig efter at komme så højt op som overhovedet muligt… De har en café og restaurant på bjerget, så der sad vi og fik lidt at drikke, mens vi nød udsigten.

Derudover vil jeg anbefale:

  • Loppemarkedet om søndagen, som finder sted i Minastiraki-området, hvor man kan gøre sig unikke, antikke fund.
  • Området Plaka, som har de bedste, græske spisesteder.
  • Spisestedet Taverna Klimataria, som er Athens skjulte perle. Skøn mad til ingen mad i de hyggeligste omgivelser med græsk (live = om aftenen) musik i baggrunden.
  • Og husk at spise en masse tzatziki og græsk salat all day every day – det er mums! 😉