Browsing Tag

film

søndagsfilm

SUNDAY MOVIES

søndagsfilm

Jeg er nok ikke den eneste, der forbinder søndage med film – især hvis det er regnvejssøndage – så her kommer endnu et søndagsindlæg med filmanbefalinger! Tre af dem er feel good-film og den sidste ikke helt så meget – hvilke tre det er, behøver jeg næsten ikke at sige, for det synes jeg, at filmplakaterne afslører 😉

1. Life Partners
Filmen har Leighton Meester, Gillian Jacobs og Adam Brody i hovedrollerne, og jeg er fan af alle tre skuespillere, så de tre var den største grund til, at jeg fik set denne film. Den handler om to bedste veninder, der er konstant sammen og laver alt sammen – indtil Paige får et seriøst forhold, som fører til at Sasha føler sig forrådt af hende, fordi hun føler, at fyren er kommet imellem dem. De to veninder ses ikke så ofte som før, og mens Paige bruger meget tid med sin nye kæreste, bruger Sasha tid på at date overfladiske kvinder, som egentlig ikke er noget for hende. Der opstår girl drama og skænderier imellem alle involverede, men det er jo en feel good-film, så filmen ender selvfølgelig lykkeligt. Det er en supersød og charmerende film, og så er det også lidt sjovt at se Leighton (Gossip Girls “Blair”) som lesbisk.

2. Mother’s Day
Filmen har bl.a. Kate Hudson, Jennifer Aniston og Julia Roberts i hovedrollerne.
Jeg har det egentlig generelt lidt stramt med film, som er spækket med kendte skuespillere, fx filmene Valentine’s Day og New Year’s Eve, så jeg havde på ingen måde høje forventninger til Mother’s Day, men jeg synes faktisk, at den er overraskende god! Man kommer igennem hele følelsesregisteret, og en film der tager fat på mødres betydning og indflydelse, rammer nok de fleste, forestiller jeg mig. De kunne også godt lige lave en film, der hedder Father’s Day, synes jeg. Men filmen her fokuserer på vidt forskellige mødre og deres historier, og disse historier bliver flettet sammen i løbet af filmen – præcis som i Valentine’s Day og New Year’s Eve, men forskellen er, at det rent faktisk fungerer i Mother’s Day. I hvert fald hvis du spørger mig.

3.  Sisters
Filmen har Amy Poehler og Tina Fey i hovedrollerne.
“Sisters” handler om to meget forskellige søstre,  som får at vide, at deres forældre sætter deres barndomshjem til salg – det er bestemt ingen glædelig nyhed for dem, og det får dem til at gå sammen om at holde en sidste fest for en masse gamle gymnasiefolk.  Festen går ikke helt efter planen, men det er jo det, der gør filmen sjov. Ordet “barndomshjem” får en helt ny betydning for de to søstre, og surprise: happy ending.
Jeg er vild med Tina Fey og Amy Poehler i denne film. Sjove kvinder på tv og i film er så undervurderet – de burde få en del mere opmærksomhed, omtaler og klapsalver, for de er altså ret fantastiske.

4. Veronica Mars – The Movie
Jeg burde næsten lave et separat indlæg om serien Veronica Mars, som jeg jo er blevet kæmpestor fan af. Jeg så ikke serien dengang den kom ud for efterhånden en del år siden – jeg begyndte at se den sidste år, da de begyndte at vise den på kanal 5, og med det samme blev jeg hooked. For et par dage siden fik jeg set filmen, og den var bestemt ikke en skuffelse. Det kan godt være lidt farligt at kaste sig ud i at lave en film efter serien (filmen til Prison Break serien var fx ikke ligefrem en succes), men jeg kunne faktisk ret godt lide filmen til Veronica Mars serien.
Filmen handler om Veronica Mars, der bliver spillet af Kristen Bell, der har lagt livet som amatørdedektiv bag sig. Hun har forladt Neptune til fordel for New York sammen med sin kæreste Piz, som vi også lærte at kende i serien. Hun er blevet advokat og skal til at finde sit første voksenjob, men så får hun pludselig et opkald fra fortiden: hendes ekskæreste Logan har brug for hendes hjælp, fordi han står anklaget for mord. Veronica vender tilbage til Neptune for at hjælpe ham og lidt efter lidt bliver hun bragt tilbage i tilværelsen som dedektiv…
Det er en virkelig spændende film, og hvis man som jeg er en sucker for dedektivarbejde og mordgåder (jeg ser fx utroligt meget CSI, det er næsten foruroligende, haha), så kommer denne film ikke til at skuffe. Men se lige serien først 😉

Det var denne søndags filmanbefalinger — kunne I finde på at se dem?

Rigtig dejlig søndag til alle!

SUNDAY MOVIES

Det er søndag og vejret er ikke helt så sommerligt, så hvorfor ikke slappe af med en god film eller tre? Hvis du mangler inspiration, anbefaler jeg her tre film, som jeg nok vil kalde perfekte søndagsfilm. Så frem med popcornene og en plaid, og nyd din søndag så længe den varer! 🙂

Eddie the Eagle

Filmen handler om den unge Eddie Edwards, der, siden han var barn, altid har haft én drøm: at deltage i De Olympiske Lege. Når man ser på ham, får man ikke indtrykket af, at han hører til sportsverdenen, og han får gang på gang også at vide af alle, at hans drøm er urealistisk og at han bør satse på noget andet. Men Eddie giver aldrig op og efter en hård kamp, lykkes det ham at deltage i OL i disciplinen skihop.
Filmen bygger på en virkelig historie om den berømte skihopper Eddie Edwards.
Jeg er lidt en sucker for feel good-film, og det her er én af de virkelig gode. Man kommer igennem hele følelsesregisteret, mens man ser den, og til slut bliver man efterladt med følelsen af, at alt er muligt at opnå, selv den mest urealistiske drøm kan blive til virkelighed, hvis bare man tror på sig selv og kæmper 100%. Det lyder måske lidt som en kliché for nogen, men for mig var filmen meget inspirerende. Og Taron Egerton, som spiller hovedrollen, gør det fantastisk som den generte og naive Eddie. Hans skuespil gik lige i hjertet på mig.

Kingsman: The secret service

Filmen handler om den unge Eggsy, der bliver rekrutteret af en hemmelig spionorganisation, der hedder Kingsmen. Uden nogen form for erfaring bliver han kastet ud i et hårdt træningsprogram, der skal gøre ham til en Kingsman, som kan tackle alle trusler og farer på bedst mulig måde. Han kommer igennem en hel del ting, men jeg vil selvfølgelig ikke afsløre, hvordan det går ham…
Kino.dk skriver, at filmen er et stilet og humoristisk bud på en James Bond Junior tilsat ekstra vold og flere komiske optrin, og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Det er virkelig sjældent, at jeg er til voldelige film, men denne film er i en helt anden liga, og den formår at imponere mig med sin humor. Eggsy bliver spillet af Taron Egerton (ja, ham er jeg altså blevet lidt vild med), og med sin perfekte charme og humor passer han ret godt ind i filmen.

Sixteen candles (dansk: Abefest for viderekommende)

Filmen er fra 80’erne og handler om pigen Sam, der fylder 16 år. Familien har glemt hendes fødselsdag, hvilket frustrerer hende meget, da 16 år er en helt særlig alder for hende. Hun lader som ingenting over for familien og fortsætter sin dag i skolen, hvor hendes store forelskelse tilfældigvis finder ud af, at hun er vild med ham. Han er ikke sikker på, hvordan han skal tackle det, og til en skolefest prøver de begge at opsøge hinanden, men dog uden held. Det gør det ikke nemmere, at han allerede har en kæreste og at hun har en ung beundrer, der konstant forfølger hende, men til Sams søsters bryllup, falder alt på plads…
Jeg har altid været glad for ”gamle” film, og denne film har stået på min liste i land tid efterhånden, så jeg fik den endelig set i går aftes. Det er en sød feel good-film med masser af charme, og hvis man som jeg kan lide filmen The Breakfast Club (kendt 80’er film), så vil man højst sandsynligligt også blive glad for Sixteen Candles. Skuespilleren Molly Ringwald, som spiller Sam, er også med i The Breakfast Club, hvor hun spiller ”prinsessen” Claire.
Efter at have set Sixteen Candles kan jeg nu sagtens se referencen til filmen i Gossip Girl-afsnittet, som sjovt nok hedder Seventeen candles 😉

LIST OF GOOD MOVIES TO WATCH

De sidste par måneder har jeg brugt mange timer foran computerskærmen: Jeg har nemlig brugt tid på at få set flere af de film, som har været på min “must watch”-liste virkelig længe – nogle af dem har dog ikke været på listen i mere end et par uger, da det var nogle jeg faldt over lidt tilfældigt, og efter at have læst om dem, har jeg tænkt “ej, de lyder gode, de kommer også lige på listen!”. Her kommer mine 8 film-anbefalinger 🙂

blog-youvegotmail

You’ve got mail.
H
vorfor har jeg dog ikke set denne film noget før, det er jo en klassiker! Filmen handler om Joe og Kathleen, der møder hinanden i et chatrum uden at vide, at de faktisk bor få gader fra hinanden. De kommunikerer længe via emails, og en dag aftaler de at mødes. Der er bare et lille problem: De kan ikke fordrage hinanden, da de er rivaler i det virkelige liv. Men som man nok kan regne ud, så bliver had i sidste ende skiftet ud med kærlighed…

blog-sleeplessinseattle

Sleepless in Seattle.
Ja, der kommer lige endnu en klassiker med Meg Ryan og Tom Hanks. Denne her film er jeg dog lidt gladere for. Der er ingen tvivl om, at de to skuespillere har en helt særlig kemi på skærmen; der opstår bare noget magisk, når de to laver film sammen, og det kommer specielt til udtryk i Sleepless in Seattle. Jeg er nok især faldet for denne film på grund af referencerne til klassikeren An affair to remember fra 50’erne. Men kort sagt handler Sleepless in Seattle om manden Sam, der en nat er med i et radioprogram, hvor han taler om sin kone, som han har mistet, og som han har meget svært ved at komme over. Kvinden Annie lytter tilfældigvis til dette program, og bliver meget påvirket af hans historie: Hun ender med at sende ham et brev, og dette fører frem til, at Sam nu skal beslutte sig for, om han vil mødes med Annie på toppen af Empire State Building…

blog-whenharrymetsally

When Harry met Sally.
Endnu en Meg Ryan film, I know! I denne film er det store diskussionsemne, om en mand og en kvinde virkelig kan være venner. Harry mener nej, Sally mener ja. Det er et virkelig interessant emne, som vi også tit kan læse om i artikler (og et emne jeg også selv har diskuteret med venner og veninder), men man kan vist godt sige, at vi ikke kommer frem til noget endegyldigt svar. I denne film bliver Harry og Sally meget tætte venner, men efter en del år indser de endelig, at der er mere end bare et venskab imellem dem…

blog-thisiswhereileaveyou

This is where I leave you.
Denne film er i min top 3 over de bedste film, jeg har set i år. Den er nok endda gået hen og blevet én af mine yndlingsfilm. Så jeg kan selvfølgelig ikke anbefale denne film nok, og jeg tør endda at sige, at det er en film for ALLE. Filmen handler om en jødisk familie, der ikke ligefrem kommer godt ud af det med hinanden. I forbindelse med farens død bliver de dog tvunget til at enes nogenlunde under samme tag, og både skænderier og forsoninger finder sted. Masser af ærlighed og kærlighed opstår. Filmen er spækfyldt med talentfulde mennesker som Tina Fey og Adam Driver, og historien rører virkelig én så SE DEN LIGE, IK’?

blog-theboyinthestripedpyjamas

The boy in the striped pajamas.
Åh, jeg græder næsten bare af at skrive om denne film. Jeg så den i forgårs, så jeg føler mig stadig lidt ramt af den. Denne film SKAL simpelthen bare ses. De to små drenge, som har hovedrollerne er helt igennem fantastiske. Filmen foregår under 2. verdenskrig, og drengen Brunos far er SS-officer og leder af den koncentrationslejr, hvor Bruno møder sin jævnaldrende, jødiske ven, Schmuel. Selvom et pigtrådshegn adskiller dem fysisk, står hegnet ikke i vejen for deres smukke venskab. Vi ser livet og forholdene under 2. verdenskrig gennem to de børn øjne, og deres naive syn på verden er hjerteskærende.

blog-marieantoinette

Marie Antoinette.
Jeg så denne film, lige da den kom ud, men jeg genså den for ikke så længe siden, fordi jeg ikke kunne huske den så godt. Jeg kan ret godt lide film om stærke kvinder, der tør at skille sig ud, og Marie Antoinette var sådan en kvinde. I 1700-tallet bliver hun Frankrigs dronning, men hun bliver meget hurtigt upopulær, både fordi hun ikke får født en søn, men også fordi hun har en dyr livsstil, der ikke passer ind hos hoffet eller folket. Hun er sin egen og vil ikke ligne nogen anden, og hun får svært ved at forene sig selv med det, der forventes af hende som dronning, hvilket selvfølgelig fører problemer med sig…

blog-5050

50/50.
Jeg bliver simpelthen nødt til at starte med at sige, at jeg ELSKER Joseph Gordon-Levitt! Jeg har lidt en mission, der hedder “Se alt med Joseph Gordon-Levitt”, og jeg er godt i gang med den mission. 50/50 handler om Adam, der får konstateret kræft. Man ser hvordan tilværelsen pludselig ændrer sig for ham. Hans bedste ven, som bliver spillet af Seth Rogen, prøver at gøre livet værd at leve for ham, og hans humor og optimisme virker måske ikke helt opløftende for en fyr, der har kræft, men han er en god ven og bliver ved med at være én. Det samme kan ikke siges om hans bitch af en kæreste, der er ham utro. Meeen mon ikke der kommer en endnu bedre pige ind i hans liv…

blog-500daysofsummer

(500) Days of Summer.
Åh ja, når man nu er stor JGL-fan, så kan man ikke andet end at elske denne film. Min største fejl er dog, at jeg først har set den nu. Det er en anderledes kærlighedshistorie, der ikke ender med den “happily ever after”-slutning, som man går og regner med. Det er en historie, der viser, at der er en mening med alt, og det er en historie, der også viser, at det man selv tror, er meant to be, ikke nødvendigvis er det i virkeligheden. Nogle kærlighedshistorier varer bare ikke for evigt. Og så har jeg vist ikke sagt for meget? 😉 Eller måske har jeg. Men se den lige meget hvad.

Det var mine 8 film-anbefalinger. Jeg håber, at jeg har givet jer lyst til at se film her i weekenden!
Vi blogges ved 🙂

FEEL-GOOD MOVIES + UPDATE

God søndag allesammen 🙂

I indlægget i dag vil jeg anbefale 3 feel-good film, som jeg har set for nyligt. Søndag er jo en perfekt filmdag, så det kan da være, at nogen af jer, kan bruge mine anbefalinger til noget i dag.
“Blended” med Adam Sandler og Drew Barrymore er overraskende god! Jeg havde ikke de vilde forventninger til den, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Jeg fik grint højt og kom også til at fælde en tåre, og så er Adam Sandler og Drew Barrymore altså bare altid gode sammen.
“Grease Live!” er en tv-version af Grease-filmen fra 1978, som genintroducerer og nytænker den tidløse klassiker. Som titlen siger det, så er det en live film; det er en live performance, hvor der også er publikum til at opleve det hele, mens det sker, og på samme tid bliver det hele filmet. Jeg blev virkelig imponeret over, hvordan de fik det hele til at fungere og gå op i en højere enhed, for når det er live, er der jo ikke plads til at man lige kan kikse i en scene (præcis som det jo er med teaterstykker), og denne live film er altså 2 timer lang, så jeg synes virkelig, det er sejt, at der er kommet så godt et resultat ud af denne nytænkning af Grease. Ja, jeg er ret begejstret, som I kan høre.
Den sidste film jeg vil anbefale er Austenland. Jeg må sige, at jeg aldrig har været den største Jane Austen fan, men efter at have set denne film, har jeg haft lyst til at fordybe mig i hendes univers. Man får virkelig lyst til at lære ham Mr. Darcy bedre at kende! Jeg har en bachelor i Engelsk, men jeg har aldrig læst “Stolthed og Fordom”, det er måske lidt skidt… Nå, men filmen er super sød, skør, sjov og romantisk, og jeg er overbevist om, at alle piger vil elske denne film. Så se den!

blended-grease-live-austenland-film

Og nu videre til min update. I tirsdags startede jeg i noget virksomhedspraktik på Århus Musikskole, og det er jeg rigtig glad for indtil videre. Jeg skal være projektmedarbejder hos dem indtil d. 8 juli, og jeg arbejder med et af deres projekter, der hedder “Flaskeposter”. Jeg sidder bl.a. med deres hjemmeside, deres Facebookside, laver tekstarbejde/oversættelser og i næste uge skal jeg også i gang med at skrive en artikel til Musikskolens magasin. Hvis I gerne vil læse mere om “Flaskeposter”, kan I læse mere på www.flaskeposter.dk 🙂

MOVIE RECOMMENDATION // MUSTANG

kjjj

God weekend til alle jer, der læser med 🙂

Jeg håber, at I har en skøn lørdag indtil videre. Højdepunktet på min lørdag har været en tur i Øst for Paradis (yndlings biografen i Århus), hvor jeg så den tyrkisk/franske film “Mustang”. Det var et biograf-event, hvor vi efter filmen fik serveret tyrkiske kager (“baklava”) – det var et meget fint event, men mest pga. filmen, ikke kagerne; jeg har aldrig været super vild med det tyrkiske dessertkøkken må jeg indrømme …

Jeg hørte om “Mustang” filmen i forbindelse med Oscar nomineringerne i år; den var nemlig nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, men den vandt dog desværre ikke. Kort sagt handler filmen om kvindefrigørelse. Den handler om fem søstres kamp for frihed og lighed, og sikke en kamp de kæmper. Filmen foregår i en lille landsby i Tyrkiet, og da jeg selv har tyrkisk baggrund, har jeg kendskab til, hvor hårdt det kan være at være kvinde i de mindre landsbyer i Tyrkiet, så jeg blev ikke spor overrasket over hvad pigerne i filmen går igennem. Og jeg synes, at det er helt vildt sørgeligt, at det er virkeligheden i nogle muslimske samfund, som filmen viser. Jeg venter stadig på den dag, hvor alle kvinder kan gøre lige hvad de vil med deres liv, og leve det liv de selv ønsker at leve, hvor de er herre over egen krop og seksualitet. I filmen bliver der fokuseret på, hvor vigtigt familien synes det er, at pigerne er jomfruer indtil de bliver gift, og de får endda pigerne tjekket hos lægen, så de med sikkerhed ved, at de ikke har haft sex før ægteskab og dermed ikke ødelægger familiens ære. Filmen tager fat på meget vigtige temaer, og den går klart ind under kategorien “must-watch” movies. Jeg vil ikke skrive et referat af filmen, for dem er der mange af på nettet – men jeg håber, at jeg har vakt jeres interesse for filmen, og at I vil overveje at tage ind at se den i biografen. Det kan i høj grad anbefales! 🙂

WHAT TO DO ON A SUNDAY

wwww
Kender I det med ikke at have en idé om, hvad man skal bruge sin søndag på? Det gør I nok – i hvert fald hvis I er single 😉
Min mening er, at hvis man keder sig, så er man bare ikke kreativ nok. Men nogle gange forsvinder den kreativitet altså bare, og så sidder man og tænker “nå, what to do?”. Jeg er for det meste god til at være kreativ, men engang imellem kunne jeg godt bruge lidt inspiration til, hvad jeg lige kunne lave på en søndag. Derfor kommer der nu en lille guide til jer, der har det på samme måde som mig.

1) Den uundgåelige: Netflix! Jeg har set så meget Netflix i et godt stykke tid nu, og derfor bliver jeg nok snart nødt til at skifte over til HBO. Så Netflix + HBO = dejligt tidsfordriv. Jeg har for nyligt set filmene Frances Ha og The Perks Of Being a Wallflower på Netflix, og de er fantastiske! Især den sidstnævnte. SE DEN!

2) Læs blogs! Det er altid hyggeligt at læse med på blogs, synes jeg. Jeg er ikke fast følger af så forfærdeligt mange blogs, for det meste er det meget tilfældigt, hvilke blogs jeg lige klikker mig ind på. Men her er to blogs, som jeg vil anbefale jer at tjekke ud: www.stine-ebbesendahl.dk og www.lovealittle.dk – to søde bloggerpiger, der er passionerede omkring deres blogs.

3) Læs bøger! Jeg er ikke selv den bedste til at få læst bøger. Jeg er typen, der er for utålmodig til at læse en roman på 500 sider. Jeg læser måske halvdelen, og så ender jeg med at læse slutningen, fordi jeg ikke kan vente med at finde ud af, hvordan den ender. Så derfor er jeg faktisk mere til noveller, digte og værker, hvor man ikke nødvendigvis skal læse det fra start til slut, som fx fællesbogen “Frit Flet” af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup. Den kan man læse som man vil, og man kan også sagtens springe sider over, hvis man har lyst.

4) Læs magasiner! Jeg er kæmpe fan af magasiner. Jeg har, lige siden jeg var barn, brugt maaange penge på dem. Jeg elsker alle modemagasiner; Vogue køber jeg sjældent, fordi de er ret dyre, men ellers er Costume, ELLE, COVER, Eurowoman og Note Magazine også rigtig gode magasiner. Jeg synes, at sidstnævnte skiller sig lidt ud fra de andre modemagasiner, fordi det ikke bare er et modemagasin: det er lige så meget et kulturmagasin med velskrevet, dybdegående tekster.

5) Hør musik! Du vil jo gerne høre Justin Biebers nye album, så hvorfor ikke bare bruge noget af din søndag på det? 😉 Jeg var engang anti-Bieber, men nu er jeg altså lidt fan. “Sorry” er stadig god, og derudover er jeg også begyndt at høre “Company” ret meget.

6) Gå en tur! Jeg kan bedst lide at gå tur, hvis det regner. Regnfulde dage er så hyggelige, og jeg synes at naturen er så pæn i regnvejr – derfor kan jeg også godt lide at tage billeder af den, når jeg er ude at gå tur.

7) Shop (online)! Shop online hvis vejret er skidt, og shop i fysiske butikker, hvis vejret er okay! Shopping kan man aldrig blive træt af 😉

8) Og her kommer de mindre sjove: Man kunne jo også tage et smut i fitness centret (det ender jeg faktisk tit med at gøre om søndagen) eller ordne praktiske ting. Vasketøj og rengøring ordner jo desværre ikke sig selv.

Hvis indlægget kunne inspirere jer bare en smule, er jeg mere end tilfreds. I må have en skøn søndag! 🙂

Følg bloggen på Facebook

CLUELESS // STORY OF MY LIFE

God lørdag derude!
Har I en god weekend indtil videre? Jeg har en stille og rolig weekend med afslapning hos forældre, Netflix og ansøgningsskriveri. I morgen skal jeg have frokost + på Aros med en veninde, og det glæder jeg mig til!
Jeg var jo afsted til Black Friday igår, og jeg fik købt et par lækre sager. Jeg fandt en vinterjakke med 50% rabat og derudover fik jeg købt en halskæde og en ring i Pilgrim med 25% rabat. Jeg skal nok vise det frem på bloggen – regner med at få taget et par billeder imorgen 🙂

Nå, nu videre til Clueless som dette indlæg jo skal handle om. Clueless er nok min yndlings 90’er film, så filmen fortjener selvfølgelig en slags hyldest her på bloggen. Jeg har den på dvd, så jeg har selvfølgelig set den maaange gange. Man kan jo ikke andet end at holde af Cher, der er i hovedrollen, og jeg har nok også godt kunne identificere mig selv med hende på nogle områder. Filmen er en klassiker, så hvis man elsker 90’erne lige så meget som mig, så er det en must-see film.
Her kommer 5 citater fra Clueless – citater, som jeg godt kan relatere til og mon ikke, der er nogle af jer læsere, der også kan det? 😉
Jeg har i hvert fald tit brokket mig over, at jeg ikke har noget at tage på, og jeg har også følt, at jeg ikke var god til noget som helst. Jeg har også været ret forvirret over en fyrs dalende interesse, og jeg er også selektiv, når det kommer til at date fyre. Og sidst men ikke mindst har jeg selvfølgelig også været vild med en fyr, som var vild med en anden pige.
Clueless = Story of my life. Eller måske i virkeligheden the story of every girl’s life.

clueless

Følg bloggen på Facebook