Browsing Tag

jobsøgende

DRINK SOME TEA AND STAY CALM

SONY DSC

Køb teen her: A.C. Perch’s Valentines Blend

Rigtig god mandag til dig derude 🙂

Det er en ny uge, og en ny uge kan kun blive god, hvis man har et positivt sind og verdens lækreste te at varme sig på. Teen som jeg snakker om, er fra A.C. Perch’s thehandel og hedder “Valentines Blend”. Jeg købte den i forbindelse med valentinsdag, fordi jeg havde lyst til at forkæle mig selv en smule, og det er virkelig det bedste te-køb nogensinde. Godt nok også det dyreste, men dog alle pengene værd. Jeg foretrækker klart te frem for kaffe, både fordi det smager bedre, men vigtigst af alt fordi jeg får det meget bedre af at drikke te. Kaffen gør bare ikke helt noget for mig, så det drikker jeg kun i ny og næ.
Indlægget her skal ikke bare handle om varme drikke. “Stay calm”-delen i min overskrift hentyder til min nuværende ledighedssituation. Jeg har før nævnt, at jeg er jobsøgende, og nu har jeg været det i omkring 16 måneder… Som I nok kan regne ud, så er det bestemt ikke sjovt at stå i sådan en situation. Engang imellem går jeg i panik, hvilket selvfølgelig er meget normalt, men for det meste er jeg heldigvis god til at være rolig og tænke positivt omkring fremtiden. Lige nu har jeg en karriere coach, som har fået mig til at tage en personlighedstest, så i øjeblikket er det min personlighed (og hvordan vi får den til at skinne igennem noget mere i ansøgninger og CV), vi fokuserer på. Det er et meget spændende forløb, og det er rart at have én, som kan hjælpe og motivere én. Derudover har jeg købt en meget flot CV-skabelon, som jeg glæder mig til at bruge fremover, når det er helt finpudset – det er lækkert layout, og det ser ret “blogger-agtigt” ud, så det passer godt til mig og min profil. Jeg håber virkelig, at jeg meget snart lander et skønt job: jeg trænger sådan til at få noget at stå op til om morgenen. Jeg ved godt, at jeg langt fra er den eneste, der er ledig, og jeg bliver nødt til at sige, at vi er superseje allesammen! Vi kæmper og holder i, og vi skal blive ved med at støtte hinanden, for det er os, der er i samme båd, som forstår hinanden bedst.
Jeg vil runde af med at sige: hvis I har gode råd, idéer, spørgsmål til en cand.mag. i Kultur og Formidling, så send mig endelig en kommentar herunder eller en besked pr. mail. Det kan være I kender til et bestemt job, jeg kan søge, eller det kan være I har gode idéer til, hvor jeg kan søge om at komme i virksomhedspraktik. Eller det kan være noget tredje. I kan læse lidt mere om mig på min LinkedIn og eventuelt tilføje mig, hvis I har lyst: LinkedIn Duygu Arikan

Jeg håber, at I får en dejlig uge! 🙂

LOOKING FOR THE RIGHT JOB // HELP WANTED

Som nogle af jer måske ved, så er jeg i øjeblikket jobsøgende. Jeg ser ikke mig selv som typen, der passer ind hvor som helst, og det har jeg intet imod, men det kan også føles enormt frustrerende, at jeg ikke bare kan finde et eller andet job, så jeg kan slippe for at være på dagpenge. For der er virkelig intet skønt ved at være på dagpenge, trust me. Jeg skriver det her indlæg, fordi der kan være én eller flere derude, der falder over mit indlæg og tænker “Hey, hun lyder da lidt interessant hende der, måske jeg kunne tilbyde hende et job” eller “Hun ville helt sikkert passe godt ind i virksomheden xx, så må hellere opfordre hende til at sende dem en uopfordret ansøgning”. For at nogen kan tilbyde/anbefale et job, så er jeg selvfølgelig nødt til at fortælle lidt om mig selv og min uddannelse, så here goes.

Jeg har en bacheloruddannelse i Engelsk med suppleringsfag i Journalistisk Formidling og en kandidatuddannelse i Kultur og Formidling. Som man måske kan regne ud, så interesserer jeg mig meget for sprog (bonusinfo: jeg kan dansk, engelsk, tyrkisk og tysk), kultur og (skriftlig) formidling. Jeg har været glad for at skrive siden jeg var helt lille, og jeg elsker at udtrykke mig med ord på skrift. Det er selvfølgelig derfor, jeg har min egen blog. Tekstforfatning på alle typer platforme er det, jeg brænder aller mest for at få lov til  at arbejde med i mit kommende job, og hvis det er tekstforfatning, der på den ene eller anden måde er relateret til kultur, så er det den bedste bonus. Jeg lever og ånder nærmest for kulturelle arrangementer, og jeg får energi af oplevelser. Madoplevelser, museumsoplevelser, koncertoplevelser og mange andre former for oplevelser er med til at motivere og inspirere mig. Derudover er jeg også glad for at gøre oplevelser til permanente minder ved at fotografere; min interesse for fotografi har på det seneste udviklet sig til en passion, så derfor er jeg begyndt at bruge mere og mere tid på det, og det ses bl.a. også på min aktive Instagram-konto (duygz01) og bloggens nye Instagram-konto (metowefashion.dk). Som person er jeg stille og rolig, empatisk, imødekommende og behagelig at arbejde sammen med. Jeg er glad for at hjælpe andre mennesker, og jeg har altid et smil på læben, når jeg gør det. Jeg er en god blanding af introvert og ekstrovert, og det ser jeg som min styrke, da det betyder, at jeg kan arbejde sammen med langt de fleste typer mennesker. Det betyder også, at jeg kan forstå og sætte mig ind i, hvordan mine kollegaer har det, og jeg ved, hvordan jeg skal kommunikere med hvem. Som andre introverte mennesker har jeg også et rigt “indre univers”, der gør mig dyb og kreativ, men som mange ekstroverte mennesker er jeg meget afhængig af at have sociale relationer. Jeg motiveres af fællesskabsfølelsen, og det er jo sjovt nok også denne fællesskabsfølelse, der danner grundlaget for min blog. Dét kan du læse mere om i det andet indlæg i “About” sektionen.

Jeg har desuden også en lidt hemmelig drøm om at blive selvstændig, og jeg er begyndt at tænke mere og mere på denne drøm, men jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skal starte, hvis jeg skal kaste mig ud i at blive selvstændig. Jeg har altid haft en stor interesse for modeverdenen, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at skabe mit eget tøjbrand eller smykkebrand en dag. Jeg har ikke tænkt mig at lade min drøm dø, så jeg vil helt sikkert undersøge mulighederne for at blive selvstændig noget nærmere på et tidspunkt.

Det var lidt om mig! Hvis I har tips og tricks til jobsøgningsstrategi, hvordan man bliver selvstændig designer eller hvis I har anbefalinger til virksomheder, jeg kan søge job hos, eller hvis nogen derude gerne vil ansætte mig/vide mere om mig/drikke en kop kaffe med mig, så smid gerne en kommentar eller send mig en mail på Arikan89@hotmail.com, så bliver jeg rigtig glad 🙂

– Aarhuspigen aka. Duygu

jobsøger-kulturformidling