Browsing Tag

lovesick

TRE GODE SØNDAGSSERIER

Indlægget her skulle egentlig have været udgivet igår – men der er vel ingen, der siger, at man ikke må skrive om søndagsserier på en mandag. Og søndagsserier kan vel ses alle ugens dage, hvis man er lige så serie-afhængig, som jeg er. Jeg har tre serieanbefalinger til jer, og gør jer selv den tjeneste at se dem, for de er altså VIRKELIG gode! 🙂


1. Lovesick
Serien handler om Dylan, der finder ud af, at han har klamydia, og pludselig står han over for en ubehagelig opgave: han skal nemlig fortælle alle de piger, han har været sammen med, at de muligvis er blevet smittet med klamydia. I alfabetisk rækkefølge kommer vi igennem alle de piger, han har været sammen med, i form af flashbacks, for at genopleve hans datingliv og engangsknald, hvilket både er pinligt og underholdende at se. Hans to tætte venner Evie og Luke følger ham på denne “rejse”, og alle tre personligheder formår at begejstre mig. Det er uden tvivl én af de bedste serier, jeg længe har set, og jeg kan ikke vente til næste sæson kommer!

2. The Bold Type
Jeg er VILD (!!!) med denne serie! Jeg har virkelig manglet en god pigeserie, efter Gossip Girl sluttede, og The Bold Type må være den serie, der kommer tættest på at være i samme liga som Gossip Girl. Det er store ord fra en meget, meget stor GG-fan, så tro på mig når jeg siger, at The Bold Type er helt fantastisk. Serien handler om tre unge kvinder, som er bedste veninder og som arbejder på magasinet Scarlet. Vi følger dem igennem tykt og tyndt i deres karriere- og kærlighedsliv, og man kommer virkelig under huden på karaktererne. Vi ser dem tvivle på deres seksualitet, hemmeligt date kollegaer, kæmpe for drømmejobbet og generelt tage chancer og se frygten i øjnene. Kvinderne i denne serie er stærke, og man kan ikke undgå at blive inspireret af dem, så denne serie kan noget særligt. Jeg har altid selv haft en drøm om at arbejde på et kvindemagasin, så jeg har været i en skøn drømmeverden, mens jeg har set denne serie. Jeg glæder mig til sæson 2 og 3!


3. Riviera
Jeg er kun halvvejs med denne serie, men jeg bliver nødt til at anbefale jer den alligevel, for I bliver nødt til at kende den. Det er en superspændende serie om en kvinde, der mister sin mand i en bådeksplosion. Der er noget mystisk over denne eksplosion, og det vides ikke om det var en ulykke eller ej – samtidig kommer det frem, at hendes mand ikke har været ærlig over for hende, og det får hende til at jagte sandheden om ham. Måske han slet ikke er død?
Det er en nervepirrende serie, hvor man tænker forskellige teorier igennem omkring, hvad der er sket og hvem der står bag, og jeg elsker den slags serier.

Kender I disse serier og hvad synes I om dem? 🙂