NEW IN: ACAI EYE CREAM BY RUDOLPH CARE

NEW BOOKS FOR MY COLLECTION

SONY DSC

Hej med jer, søde læsere.

Jeg har forsømt bloggen lidt her på det sidste, og det er jeg ked af. Men nogle gange passer det ikke helt ind i hverdagen at få lavet indlæg, og pludselig har man været væk fra bloggen i så lang tid, at det er svært at komme ind i det igen. Men jeg er tilbage nu, og jeg har flere indlæg i ærmet! 🙂

Foroven kan I se de seks bøger, jeg fik købt i denne måned. Hemingways bog har jeg læst før (dog på engelsk), men jeg blev også nødt til at købe den danske oversættelse, fordi den kun kostede en 20’er, og jeg har altså en svaghed for billige bøger (og alt andet, der er billigt). Jeg glæder mig meget til at gå i gang med den for at se, om jeg kan lide bogen mindst lige så meget på dansk. Den minder mig om filmen “Midnight in Paris”, hvor man møder flere af de store forfattere og lærer dem bedre at kende, og det kunne jeg ret godt lide – måske fordi jeg har studeret engelsk, og dermed er blevet introduceret for alle de forfattere, som bliver inddraget i både filmen og bogen. Det er lidt sjovt når de forfattere, man har beskæftiget sig med i studietiden, bliver levendegjort på film og i bøger, synes jeg.

Derudover har jeg også fået købt to af Sylvia Plaths værker. “The Bell Jar” har jeg læst før, og det er én af mine yndlingsbøger, så derfor skulle jeg selvfølgelig have bogen til min samling. Bogen handler om en ung piges psykiske sammenbrud, og et vigtigt krydderi i bogen er sarkasme. Jeg kunne virkelig godt lide at følge med i hovedpersonen Esthers tanker, og jeg er ret stor fan af talesproget i romanen. Det er helt klart en klassiker, jeg vil anbefale alle at læse. Jeg besluttede mig også for at købe Sylvia Plaths digtsamling “Ariel”, for at finde ud af om jeg er lige så stor fan af hendes digte, men nah, det er jeg ikke helt – men jeg er ikke så langt med den, så den skal lige have en ordentlig chance.

Lige nu er jeg i gang med at læse “The Perks of Being a Wallflower” af Stephen Chbosky. Efter at have set filmen, blev jeg simpelthen nødt til at få læst bogen. Jeg elsker filmen, og bogen har selvfølgelig heller ikke skuffet mig. Bogen er skrevet i dagbogsform, men det fungerer faktisk helt fint. Der er en bestemt sætning, som jeg har tænkt meget over, både da den blev sagt i filmen, og da jeg læste den i bogen, og det er: “We accept the love we think we deserve”. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig, og jeg kunne forestille mig, at det også ville sætte nogle tanker i gang hos nogle af jer derude. Mere vil jeg egentlig ikke sige om det.

Så er der to bøger tilbage, og det er Mindy Kalings “Is Everyone Hanging Out Without Me? (And Other Concerns)” og Rainer Maria Rielkes “Letters To A Young Poet”. Jeg er kæmpe fan af Mindy Kaling og hendes tv-serie The Mindy Project (minder om New Girl), og jeg tænkte, at jeg ville prøve at læse hendes bog også. Jeg har hørt, at det er en super sjov bog, så jeg glæder mig til at komme i gang med den. “Letters To A Young Poet” kender jeg fra Gossip Girl – ha, ja, Gossip Girl er nemlig også sådan en serie, der får én til at læse flere bøger 😛 Det er én af Dans yndlingsbøger, og den bliver nævnt flere gange i serien, så derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve at læse den, og se hvad det er for noget. Så jeg har bare købt den af ren nysgerrighed.

Det er super dejligt at have tid til at begrave sig i bøger, og jeg glæder mig meget til at komme igennem disse seks. Har I læst nogle af dem? Og er der andre bøger, I vil anbefale mig at læse? 🙂

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

NEW IN: ACAI EYE CREAM BY RUDOLPH CARE