Turen gik til Athen // fotos og anbefalinger

Update på nytårsforsæt (to do-liste) fra 2018

nytårsforsæt-mål-drømme

Long time no see, I know…

Jeg har haft en god, lang pause fra blogging (og egentlig også Instagram), og det har været ret rart og tiltrængt. Det der med konstant at skulle opdatere og være på, prøve at tage de perfekte billeder, som man alligevel ikke er helt tilfreds med selv og føle sig forpligtet til at give sine følgere noget, så de ikke mister interessen for én, det fik jeg pludselig nok af; det er jo faktisk noget af et pres, og i en periode hvor jeg fokuserede meget på mig selv og min indre ro, blev det helt naturligt for mig ikke at være så optaget af blogging og de sociale medier. Min FOMO (Fear of missing out) forsvandt, og jeg havde pludselig hverken lyst til eller behov for at tjekke Instagram hver dag. Så dejligt at kunne nyde nuet og slet ikke tænke på at dele et måltid eller en kjole på sin Instagram, fordi det jo er noget man bør gøre, når man er blogger/instagrammer – eller det er jo det, der forventes af én…

Men indlægget her skulle egentligt handle om noget andet. Jeg har de sidste to år lavet to do-lister (nytårsforsæt kan man vel også kalde det), men i år vælger jeg at lade være med at lave en liste. Der er intet i vejen med lister og nytårsforsæt, men lige i år har jeg ikke som sådan behov for det. Men jeg vil selvfølgelig rigtig gerne kigge tilbage på min liste fra 2018 for at se, om jeg overhovedet kan sætte flueben ud for mine punkter. Dét bliver spændende!

Hvis man er nysgerrig, kan man læse hele min 2018 to do-liste her https://metowefashion.dk/2018/01/14/2018-to-do-list/

  1. Fik jeg læst flere bøger i 2018? Jeg må nok erkende, at det fik jeg ikke gjort, nej. Det startede meget godt, men den sidste halvdel af året fik jeg stort set ikke læst noget. Oh well, sådan kan det gå. Jeg er heldigvis ikke typen, der er hård ved sig selv, når det hele ikke går som det skal.
  2. Har jeg fået trænet oftere i 2018? Ja, det tror jeg faktisk, jeg har! Eller jeg har i hvert fald fået mig en god rutine, hvor jeg træner hver tirsdag, og nogle gange torsdag eller lørdag. Så det har fungeret helt fint, synes jeg. Bonusinfo: Jeg tilmeldte mig en prøveperiode hos YO Studios, hvor jeg fik prøvet anderledes og spændende hold som ballet og barre-træning. Jeg fik godt nok en slem skade efter ballet (wow, det er en hård sport!), men det var super sjovt – så jeg regner med at melde mig ind i YO Studios igen engang til sommer.
  3. Har jeg fået sparet op i 2018? JA, det har jeg, og ved I hvad? For de penge jeg har sparet op, skal jeg på yoga retreat på Bali i 12 dage i maj! 😀 Jeg bookede rejsen denne uge, og det føles helt surrealistisk! Det bliver så vanvittigt skønt, og jeg er så glad og stolt over, at jeg formåede at spare op, så jeg kunne forkæle mig selv med en lækker rejse som god 30-års gave til mig selv. Så mangler jeg bare at købe det helt rigtige kamera, men det har jeg lige et par måneder til…
  4. Fik jeg prøvet noget i 2018, jeg ikke har prøvet før? Ja, det har jeg. Der er nok flere ting, men jeg prøvede endelig at træne ballet, som var min drøm at gå til som barn. Derudover var jeg i Grækenland i sommerferien, og jeg havde længe drømt om at rejse dertil, så det er jeg glad for, jeg kan få krydset af min liste.
  5. Har jeg været mere aktiv på bloggen i 2018? Ej, det har jeg jo så på ingen måde. Men det synes jeg heldigvis, er helt okay. Bloggen skal aldrig være en stress-faktor, og sådan føltes det nok lidt for mig, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Fremover vil jeg kun blogge, hvis jeg synes, det giver mening for mig og så skal mine indlæg skrives af lyst og ikke pligt.
  6. Har jeg haft flere madoplevelser i 2018? Den er jeg ikke helt sikker på. Men jeg har da spist steder, jeg ikke har spist før, fx på Aarhus Street Food, som er et fantastisk spisested. Men jeg kunne helt klart godt få mig endnu flere anderledes madoplevelser – så dette punkt vil jeg i hvert fald arbejde videre med i 2019.

Det var vist det, man kalder for en update 😉

Jeg håber, I stadig har lyst til at kigge med her på bloggen, når der sker noget, og hvis I har kommentarer, spørgsmål osv., så er I velkommen til at skrive.

Ha’ en rigtig god dag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Turen gik til Athen // fotos og anbefalinger