Browsing Tag

2017

2017 – ÅRET DER GIK

Så er det tid til årets sidste indlæg her på bloggen! 🙂

Jeg synes, at 2017 er omme så hurtigt, men sådan har jeg det hvert år; tiden går altså bare så stærkt, at man næsten ikke kan følge med. Det er ikke sikkert, at I kan huske det, men i januar lavede jeg en to do liste til mig selv for 2017, altså en liste over punkter, som jeg gerne ville sætte flueben ud for i slutningen af året. Nu er det så blevet tid til at se tilbage på den liste for at se, om jeg har opnået det jeg ville, her i 2017 (link til indlægget med min liste http://metowefashion.dk/2017/01/10/2017-to-do-list/. )

Her er min liste og mine kommentarer til punkterne – det bliver spændende at se, hvilke punkter der består med flueben 😉  :

I 2017 vil jeg

  • … have mig et fedt job! – Woohoo, et kæmpestort flueben ved dette punkt! 4. december landede jeg et skønt job hos BAUHAUS som projektmedarbejder, og jeg er superglad for at arbejde der, så bedre bliver det ikke.
  • … tage til flere forskellige arrangementer! – Jeg har nok ikke været til en del flere arrangementer, end jeg plejer, men jeg vil sige, at jeg har været til lidt ekstra, fordi Aarhus har været kulturhovedstad i år; jeg har bl.a. været til et stort modeshow på havnen og jeg har været til en mini-modefestival også på havnen. Jeg elsker den slags events, og så længe de er der, så vil jeg selvfølgelig gerne med til dem.
  • … prøve mange af de nye spisesteder i Aarhus! – Jeg gad virkelig godt, jeg kunne sætte flueben ved dette punkt, men jeg må nok indrømme, at jeg ikke har prøvet mange nye spisesteder i år. Der er dog ét spisested, jeg prøvede for første gang i år og som jeg ikke kan glemme; Café Gemmestedet. Her kan man få lækker brunch og alt muligt andet til ingen penge, så det er bestemt et besøg værd. 
  • … rejse til udlandet mindst 1 gang! – Stort flueben her også! I marts var jeg på familietur i Budapest og i maj var jeg på familietur i Tyrkiet, bl.a. Istanbul, hvor jeg fejrede min fødselsdag på et luksushotel med familie og god mad.

  • … prøve noget, jeg aldrig har prøvet før! – Det her punkt er jo rimelig bredt, men jeg kan se i mit gamle indlæg med min liste, at jeg nævner, at det fx kunne være at blive korthåret. Og det blev jeg! Jeg fik kort hår i marts, og jeg har været så glad for det, at jeg har besluttet mig for at bevare min korte frisure i noget tid endnu. Det føltes så underligt i starten at have mistet så meget hår, men nu er det bare så lækkert, synes jeg.

  • … forkæle min krop lidt mere! – Jeg har prøvet at få massage hos en fysioterapeut, og så har jeg fået mig en tørbørste fra Karmameju, så lidt forkælelse har min krop da fået. Men lidt ekstra wellness måtte der da godt have været i 2017. 
  • … på musikfestival! – Jeg var til min første Tinderbox Festival i Odense i år, og det var SÅ fedt! Alt for mange fede kunstnere, gode drinks og god mad og sjove stunder med venner, så det var alt i alt en skøn oplevelse. 
  • … blive bedre til at fotografere og måske endda investere i et mere prof kamera! – Jeg synes selv, at jeg har taget nogle ret imponerende ferie-billeder i år, så man kan vel godt sige, at jeg er blevet lidt bedre til at fotografere, men jeg har desværre ikke fået investeret i et mere prof kamera. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvilket kamera jeg skal have, men jeg har gjort det til min mission at finde det perfekte kamera i 2018.

Det var så den liste! Jeg er kommet ret godt omkring de ting, jeg gerne ville opnå i 2017, så man kan vist godt sige, at 2017 har været en succes. Jeg vil lave en liste for 2018 også, når vi er kommet ind i det nye år – jeg synes, at det er ret hyggeligt med den type lister, og det er jo altid sjovt at se tilbage, når året er gået.

Jeg vil ikke sige så meget mere end at jeg tror på, at 2018 bliver et skønt år med masser af nye oplevelser, og så vil jeg selvfølgelig ønske jer allesammen et rigtig godt nytår! Jeg er rigtig glad for, at I følger med, og jeg glæder mig til at dele endnu mere med jer på bloggen i det nye år.

Vi blogges ved i 2018! 🙂

2017 // TO-DO LIST

SONY DSC

Hej med jer, søde læsere!

Det er ved at være to uger siden, jeg har givet lyd fra mig herinde, og det skyldes nytårs-travlhed og sygdom. Jeg er blevet ramt af en slem influenza, og prøver ihærdigt at komme oven på, men den slags tager jo lidt tid, desværre… Men da dette indlæg er årets første, vil jeg selvfølgelig ønske jer alle et godt nytår! Jeg håber, at I alle kom fantastisk ind i det nye år. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg spiste med mine forældre og bror, og derefter tog jeg til fest hos en veninde; det var virkelig hyggeligt og sjovt! Jeg fik slet ikke nævnt, hvad jeg tog på af tøj, og fik faktisk heller ikke taget billeder af mit outfit, men det må komme op på bloggen inden alt for længe. Men i mit indlæg om nytårsoutfit-inspiration kom jeg med en teaser, og nu kan jeg vist godt afsløre, hvilket outfit jeg endte med: Jeg valgte looket i collage nr. 1 (minus tasken), som kan ses her – http://metowefashion.dk/2016/12/20/new-years-outfit-inspiration/
Jeg har i et godt stykke tid været stor fan af velour, så selvfølgelig skulle jeg have fat i en velour-kjole! Og Politiken kaldte velourtøj for den store nytårstendens, så jeg ramte da plet med mit valg, hva’? 😉 Jeg havde også et par virkelig smukke mønstrede strømpebukser fra Sneaky Fox på, og dem er jeg helt sikker på, at jeg kommer til at få brugt flittigt i det nye år!

Jeg må hellere komme til sagen, inden det bliver en aaalt for lang smøre. Vi er som sagt trådt ind i et nyt år, og med et nyt år følger nye planer, drømme, oplevelser. Jeg er ikke typen, der går op i nytårsforsætter, men inde i mit hoved har jeg en form for to-do liste for 2017, altså en liste over ting jeg gerne vil lave/bruge tid på og opnå i løbet af året. Jeg vil prøve at skrive det ned, som jeg har i hovedet netop nu, og så kunne det da være sjovt at vende tilbage til dette indlæg i slutningen af året for at se, hvad jeg kan sætte flueben ved.

I 2017 vil jeg

  • … have mig et fedt job! Ja, det skal selvfølgelig stå øverst på min liste, for det er nemlig min 1. prioritet at få mig et job. Til de nysgerrige, så søger jeg job inden for kultur og kommunikation fx som projektmedarbejder, SoMe-medarbejder, kommunikations- og marketingmedarbejder.
  • … tage til flere forskellige arrangementer! Jeg elsker at være kulturel og tage til en masse arrangementer, og nu hvor Aarhus skal være kulturhovedstad her i år, kommer der til at være en masse spændende at opleve i byen. Jeg glæder mig! Glæder mig specielt til en forestilling, der hedder Flaskepost til Fremtiden d. 20. og 21. januar, fordi det var det projekt, hvor jeg var i praktik som projektmedarbejder, så jeg glæder mig til at se projektet blive en realitet. Mere om dette projekt i et kommende indlæg!
  • … prøve mange af de nye spisesteder i Aarhus! Jeg elsker mad og jeg har altid været lidt træt af, at jeg ikke prøver at spise nogle nye steder, for vi har efterhånden virkelig mange, skønne restauranter og caféer i byen.
  • … rejse til udlandet mindst 1 gang! Det burde vist være muligt… Men det kunne da virkelig være skønt, hvis det kunne blive til 2 gange, men nu må vi se. Hvilke(t) land(e) det skal være, har jeg dog ingen idé om lige nu.
  • … prøve noget, jeg aldrig har prøvet før! Det kan være smage noget mad, jeg aldrig har smagt før, prøve et hold i Fitness World jeg aldrig har været tilmeldt før eller noget lidt vildere som at blive klippet korthåret. Nu må vi se, hvad det ender med.
  • … forkæle min krop lidt mere! Jeg har længe gerne villet prøve at få noget massage, men jeg har altid udskudt det, og fundet noget andet at bruge mine penge på. Men i år tænker jeg, at jeg skal blive bedre til at forkæle mig med wellness-oplevelser.
  • … på musikfestival! Jeg elsker musik og jeg elsker festivaller, og sidste år var jeg desværre ikke på nogen festivaller, så det vil jeg helt klart gerne lave om på i år! Northside og Tinderbox er gode bud.
  • … blive bedre til at fotografere og måske endda investere i et mere prof kamera! Jeg elsker at tage billeder, og jeg er stor fan af Instagram, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde mere med fotografi. Jeg kigger lige for tiden efter gode kameraer, men når man ikke er ekspert inden for området, så er det lidt svært at finde ud af, hvilket kamera der er bedst for én. Men det haster ikke, så jeg kigger videre og venter med at købe, til jeg har fundet det helt rigtige kamera. Et fotografi-kursus er også noget, jeg har i tankerne.

Jeg synes selv, at det er en ret overskuelig to-do liste, og jeg håber, at jeg kan få sat flueben ud for alle punkter 🙂

Har I også en slags to-do liste for 2017?

Something About Balmain // Autumn/Winter 2016-17

Har I set den nyeste kollektion fra Balmain? Hvis ikke, så kan I her på bloggen se 6 af kollektionens smukkeste designs. Jeg er blevet ret stor fan af Balmain efter samarbejdet med H&M sidste år, og hvor kunne det være fedt at eje noget tøj fra dette franske haute couture modehus – selvom jeg ikke aner, hvor jeg skulle bruge SÅ fint tøj henne… Balmain kollektionen er så smuk og detaljerig, at den nærmest godt kan kaldes kunst. Mode bliver tit sammenlignet med kunst, og for mig er Balmain helt klart modekunst, fordi tøjet er så spændende, interessant og flot at kigge på. Jeg synes, at meget af tøjet har en form for byzantinsk udtryk, hvilket jeg ret godt kan li’, og så er Balmain-kollektionerne altid så genkendelige, at man aldrig er i tvivl om hvorvidt tøjet er Balmain eller ej. Så ja, jeg er fan! 🙂

Hvad synes I om denne nye kollektion og om Balmain generelt?

jklæ nklj

Fotos fra Vogue.co.uk

Følg bloggen på Facebook