Browsing Tag

anmeldelse

Call me by your name // film + bog

Så kommer det længeventede indlæg endelig. Jeg har udskudt dette indlæg alt for længe, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle starte på det, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at få skrevet lidt om én af mine yndlings kærlighedsfortællinger: “Call me by your name” 🙂

”Call me by your name” er en fortælling om 17-årige Elio og 24-årige Oliver, der forelsker sig i hinanden i løbet af en sommerferie i Norditalien i 1983. Det hele starter med, at Oliver bliver udvalgt som Elios fars sommerpraktikant, og skal bo hos dem i nogle uger, mens han skal hjælpe faren med akademisk arbejde. Oliver fanger Elios opmærksomhed, og langsomt bliver han mere og mere fascineret og betaget af Oliver. Deres venskab udvikler sig stille og roligt, og på trods af aldersforskellen er de virkelig på bølgelængde; de har tydeligvis en helt speciel connection, hvor de ikke konstant behøver at udtrykke sig med ord overfor hinanden. Den type connection hvor man kan føle, hvad den anden person tænker.

I filmen er der rigtig meget indhold imellem linjerne, der er rigtig meget usagt. Men den kemi, der er imellem Oliver og Elio er så stærk, at man som seer ikke er i tvivl om, hvad der foregår imellem dem, selvom der er meget, der ikke bliver snakket om. Det er ikke en film, som lader seeren vide, hvad hverken Oliver eller Elio tænker, men igennem deres handlinger, kan man regne ud, hvad de føler. I bogen kommer man derimod ind i hovedet på Elio – det er ham, der fortæller historien, og vi får så mange detaljer med, som bliver udeladt i filmen. Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at vi får flere detaljer med i bogen; sådan er det vel altid, når man sammenligner en bog med dens filmatisering.

Efter længere tids venskab, betagelse og uskyldig flirten sker der endelig noget imellem Elio og Oliver; Elio kysser Oliver, og selvom Oliver har lyst til det, så føler han, at han skal være den ansvarlige og ikke lade det, der er imellem dem, udvikle sig yderligere. Men den ansvarsfølelse holder ikke længe, og Oliver giver også efter sine følelser og lyster. Igennem sommeren ser man kærligheden imellem dem blomstre, men alt godt har en ende, som man siger. Da sommeren er ovre og Oliver tager hjem, bliver Elio efterladt knust med en tom følelse. Elio har oplevet sin første kærlighed, og han er ked af, at han har mistet den. Dette kommer hans far med en klog bemærkning på; faren har nemlig godt regnet ud, at der var mere end et venskab imellem Elio og Oliver, og han fortæller Elio, at han ikke skal lade som om, at det han har følt for Oliver, aldrig er sket. Han skal ikke benægte sine følelser. For det, han har været så heldig at opleve, det er der mange mennesker, som aldrig oplever i løbet af deres liv. Farens afsluttende ord ramte mig personligt, for hvor har han da ret i, at i stedet for at man skal være ked af, at noget er slut, skal man være glad for, at man har oplevet så stor en kærlighed… Her slutter filmen, men det gør bogen til gengæld ikke. I bogen fortsætter fortællingen mange år frem, hvor Elio opsøger Oliver. Det er en uskyldig reunion, hvor der bliver set tilbage og snakket om livet og et kort øjeblik overvejet, om der skal ske noget, der er knapt så uskyldigt. Er det nu, jeg skal være irriterende og ikke afsløre mere? Ja, det tror jeg nok, det er. Jeg har vist afsløret rigeligt 😉

MEN jeg håber, I har fået lyst til at se filmen + læse bogen alligevel. Det er en fantastisk kærlighedsfortælling, som er blevet én af mine favoritter, og den fortjener helt klart en masse opmærksomhed. Og så vil jeg også lige nævne, at Timothée Chalamet, som spiller Elio i filmen, er helt igennem fantastisk i den rolle! Han er kun 22, men nej hvor er han talentfuld. Han er så meget den nye Leonardo DiCaprio, der kommer til at blive nomineret til den ene Oscar efter den anden, bare vent og se…

Har nogen af jer læst bogen og/eller set filmen?

Hvad kan man lære af Hella Joofs ‘Papmache-reglen’?

hella-joof-bog-papmachereglen Hvis der er noget, jeg er blevet virkelig fan af i år, så er det lydbøger. Igennem mit mobilabonnement hos Plenti har jeg gratis adgang til ret mange lydbøger på Politiken Books, og det prøver jeg selvfølgelig så vidt muligt at udnytte. Jeg har især været glad for at lytte til Hella Joofs ’Papmache-reglen’, og jeg er faktisk i gang med den for anden gang. Når jeg nu er SÅ glad for den bog, så tænkte jeg, at det ville være på sin plads med et indlæg om bogen. Det er en supersjov og charmerende bog, der har fået mig til at smile og grine højt for mig selv flere gange – det er der altså ikke mange bøger, der kan. Og så kan Hella Joofs stemme og fortællestil jo bare et eller andet.

Papmache-reglen handler kort sagt om livets regler, dvs. reglerne om hvordan livet ER. Det er regler, som alle kan tage til sig og lære noget af, og her i indlægget vil jeg dele nogle af de regler, som Hella Joof deler med os i sin bog. Det er regler, som for mig personligt har fungeret som øjenåbnere, så jeg kan ikke anbefale bogen nok til ALLE.

  • Glimmerreglen: Vi er aldrig tilfredse, og vi bekymrer os generelt alt for meget, og sagen er, at de fleste af vores bekymringer er spild af tid. Derfor skal man i stedet drysse glimmer på hver gang, der sker noget godt og stille den op på kaminhylden. Det gælder også de helt små ting, der gør os glade. Vi skal sige tak, glimmer på og op på kaminhylden. Vi skal huske at sige tak, for det er følelsen af taknemlighed, der gør os lykkeligst.
  • Rub og stub-reglen: Vi antager, at smukke kvinder og smukke mænd er forkælede, snobbede og ubegavede – men hvorfor skulle smukke mennesker være dårligere begavet end alle andre? Det er noget, vi har fundet på for at vi selv kan holde det ud og for at skabe balance. I stedet for at være misundelige må vi tage en dyb indånding og velsigne dem. Verden er ikke et lighedsparadis – vi kan ikke det samme, og vi er ikke det samme.
  • Reglen om ’hele pakken’: Hvis nu hver især skal vælge én person, vi vil bytte plads med – det gælder hele pakken dvs. familie, hund, økonomi, karriere osv. Hvem vil vi så bytte med? Ingen af os kan finde nogen, vi rigtigt vil bytte alt med. Vi vil ikke have hele pakken fra én person. Så vi er jo faktisk præcis de mennesker, vi gerne vil være. Glimmer på det og op på kaminhylden.
  • Birkesreglen: Hella havde engang en fjer på kinden, og ingen mennesker fortalte hende det – så når folk har en bussemand eller andet i næsen eller hovedet, så SKAL man sige det til personen. Det er tarveligt ikke at sige det. Man skal også sige ja, hvis man får tilbudt en gajol, for det kan være folks diskrete måde at sige, at man lugter ud af munden. Man skal ikke tage den slags personligt, vi har alle sammen birkes, karse eller andet imellem tænderne engang imellem.
  • Papmache-reglen: Det man tænker på/det man giver sin energi, det får man. Fx lad være med at tænk ”jeg håber ikke, at den julegave er til mig”, for så viser det sig, at den ER til dig. Lad være med at tænke på det, du ikke vil have, men tænk i stedet på alt det, du godt kunne tænke dig. Men husk også på at det, du ikke tror, du vil have, kan vise sig at være noget, du i virkeligheden gerne ville have.
  • Ja og nej-reglen: Næste gang din ven spørger, om du vil hjælpe med at flytte, siger du ja, hvis du gerne vil hjælpe med at flytte, men hvis det ikke er noget, du har lyst til, så siger du nej. Lad generelt være med at sige ja til noget, du inderst inde mest har lyst til at sige nej til. Det gør ikke noget godt for nogen parter.

    — Det var nogle af reglerne om hvordan livet er 😉 Jeg håber, at jeg har givet jer lyst til at kaste jer over Papmache-reglen. Det er klart én af mine yndlings bøger, så jeg er for alvor blevet fan af Hella Joof!

    I må have en skøn søndag 🙂

 

novelle-anmeldelse-dem-og-os-bygge-bro

BROEN MELLEM MENNESKER // ANMELDELSE

novelle-anmeldelse-dem-og-os-bygge-bro

Jeg er med tiden blevet mere og mere glad for lydbøger, og det betyder, at jeg er begyndt at foretrække at downloade en lydbog i stedet for at gå ud og købe/låne en fysisk bog – det hænger måske sammen med, at man med alderen begynder at få mere og mere travlt, og man begynder at prioritere anderledes, og så er der pludselig ikke så meget tid og overskud til læsningen af bøger. Men ”lytning” af bøger er jo noget helt andet – i hvert fald for en lidt langsom læser som mig – så nu kan jeg rent faktisk komme igennem en bog i løbet af et par dage… Nu hedder det jo ”lydbøger”, men lige i dette indlæg er det nok mere passende, at jeg skriver ”lydnovelle”, for det er nemlig sådan én jeg har fået lyttet til, og vil skrive lidt om her på bloggen.

Jeg har jo faktisk allerede fortalt jer om det digitale forlag ”Tell me a story, Toru”, som jeg også tidligere har lavet en anmeldelse for her på bloggen. Men for at nævne det igen, så er det et nyt digitalt forlag, som gerne vil give forfattere mulighed for, at flere af deres tekster kommer ud (gratis), og forfatterne får mulighed for at gøre teksterne mere levende i form af lydfiler, så man som læser får lov til at føle, at man kommer tættere på forfatteren ved at høre hans/hendes stemme, og høre måden han/hun siger tingene og lydene på.

Anmeldelsen/analysen denne gang er af ”Broer”, som er skrevet af Ida Scharla Løjmand. Kort fortalt handler den om en mand ved navn Michael, der efter at have fået fri fra arbejde i København, skal med toget hjem til sin familie på Malmø. Han venter på toget, og bliver spurgt om hjælp af to udenlandske fyre: han siger ja til at hjælpe, hvilket betyder, at han får sig en rejsekammerat på turen til Malmø. Denne flygtningefyr skal nemlig genforenes med sin familie fra Afghanistan på Malmø…
Der gik mange tanker igennem hovedet på mig, da jeg lyttede til denne novelle. Først og fremmest kan jeg ikke lade være med at tænke på opdelingen imellem dem og os. Det er desværre en eksisterende opdeling over alt, også i det danske samfund. Danske Michael og afghanske Ali er fra to forskellige verdener, og de har svært ved at forstå hinanden – bogstaveligt talt; de snakker nemlig ikke samme sprog, så det bliver en udfordring for dem at kommunikere på togturen. I novellen hører vi egentligt mest af alt Michaels tanker – hans tanker om sin familie, Ali og flygtninge generelt. Jeg er ikke i tvivl om, at det er tanker, som kunne have gået igennem en hvilket som helst danskers hoved. Jeg er sikker på, at det ER tanker, der opstår, når der kommer flygtninge til vores land. De er fremmede for os, vi ved ikke helt, hvordan vi skal være der for dem, fordi vi ikke forstår dem og deres tanker og behov, og de forstår heller ikke os, fordi der er så store kulturelle forskelle imellem os. Men sådan noget som kærlighed, hjælpsomhed og taknemlighed behøver ikke et sprog – det er grundlæggende værdier, som er fælles for os alle. Det ser vi netop til slut i novellen, hvor Michael har sørget for at få Ali frem til Malmø, hvor han bliver genforenet med sin familie. Michaels hjælpsomhed fører til Alis taknemlighed, og det skaber et bånd, en bro imellem dem. De helt små ting kan gøre en forskel for et andet menneske, og det er det, vi oplever i denne novelle. Titlen ”Broer” hentyder ikke bare til de broer, man kører over på togturen, men også til de broer, man bygger imellem mennesker. Hvis vi vælger at se det ukendte i øjnene og bygge bro, så kan vi opnå en forbundenhed, der langsomt opløser opdelingen imellem dem og os. Det er i hvert fald det håb, som novellen giver mig 🙂

Det var nogle af de tanker, jeg fik efter at have læst ”Broer” af Ida Scharla Løjmand. Det er en meget relevant novelle, som jeg håber, jeg har givet flere lyst til at læse og lytte til. Hvis I har lyst til at finde novellen, kan I kigge forbi Tell me a story, Torus hjemmeside lige her: https://www.tellmeastorytoru.dk/

natur

NATUREN I LITTERATUREN // ANMELDELSE

natur

Jeg er i løbet af weekenden blevet en litteræroplevelse rigere, og det vil jeg fortælle jer lidt om i indlægget i dag. Jeg har læst og lyttet til korte fortællinger af Gazelle Buchholtz (”Bjerget i kroppen”, ”Bænkevarmeren og bænkebideren”, ”Grissebasser”, ”Kronhjortens endelige brøl” og ”Ombytningen”), som er blevet udgivet hos forlaget ”Tell me a story, Toru”. Det er et nyt digitalt forlag, som gerne vil give forfattere mulighed for, at flere af deres tekster kommer ud (gratis), og forfatterne får mulighed for at gøre teksterne mere levende i form af lydfiler, så man som læser får lov til at føle, at man kommer tættere på forfatteren ved at høre hans/hendes stemme og måden han/hun siger tingene og lydene på.

Den kraftfulde naturs magt over mennesket

Det centrale i Gazelle Buchholtzs fortællinger er naturen: med sine beskrivelser levendegør hun den, og hun skaber et slags ”mennesket versus naturen”-forhold. Hun gør naturens kraft tydelig med sin til tider groteske beskrivelser af den, og som læser blev jeg efterladt med følelsen af, at vi skal blive bedre til at værdsætte og passe på naturen og dem, som lever i den. ”Kronhjortens endelige brøl” var klart min favorit af fortællingerne: Jægeren vinder over kronhjorten og bliver et gevir rigere, men jægeren vinder dog ikke over den kraftfulde natur, der i sidste ende bliver hans død. Fortællingen fik mig til at tænke på karma, og at man får det tilbage, som man giver, hvilket egentlig giver god mening i forhold, til at vi skal værdsætte naturen samt yde en indsats for at passe bedre på den og dyrene, hvis vi gerne vil bevare menneskets eksistens på jorden.

Det var en interessant læseoplevelse for mig at stifte bekendtskab med Gazelles korte og levende fortællinger med naturen som omdrejningspunkt, og de satte en masse tanker og overvejelser i gang omkring menneskets rolle i forbindelse med naturen.

Hvis man som jeg er glad for lydbøger og korte fortællinger, kan man tjekke forlaget ”Tell me a story, Toru” ud: Der er mange flere noveller, digte og lydbøger af forskellige forfattere, som man kan kaste sig ud i: https://www.tellmeastorytoru.dk/